Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BRUDESLÅTTEN 135
varmt, kom henne nærmere og gik til slut med hennes hånd
i sin.
Det var sant: hans kjærlighed til sit og sine gjorde intryk på
henne, og det ukjænte drog; men der var noget igjæn, noget der
føltes som uret mot hennes ejegode forældre. Hun begynte der-
for på igjæn. „Du Hans! mor, og især far, er ældre folk, de
har lidt meget — de trænger til hjælp; de har strævd meget, og
—“ hun vilde eller kunde ikke sige mere. Han gik langsommere
og så smilende på henne. „Mildrid, du mener, de har bestemt
gården til dig?“ Hun blev rød, men svarte ikke. — „Nu ja —
den tid den sorg. Vil de engang ha os til avløsning, så er det
de som skal be os om det.“ — Han sa det kjærlig; men hun
kjænte nok hvad der lå i det. Var som hun var, og vant til at
føle andres tanker før sine egne, bøjde hun sig. Men om en
stund kom de så langt at de så Tingvold ligge nedenunder. Og
da så hun fra gården op på ham, som skulde han selv tale! De
store, lyse bakkesletter i en ring av skog, husene stille i halv-
solen, men store og stærke, tok sig herlig ut. Dalen lå neden-
under, elven bugtende, brusende igjænnem den, gård i gård nede
på sletten og borte på den andre fjællsiden, og gård i gård på
denne side; men ingen, slet ingen som Tingvold, ingen så frodig,
ingen så anselig for synet, ingen så gjæmt i sin egen hygge og
dog så skinnende til alle sider! Da hun så at han toges av
synet, rødmet hun av glæde. — ,Ja,“ svarte han, ti hun hadde jo
spurt! — „ja, det er sant, Tingvold er en vakker gård; den har
næppe sin make.“ Han smilte og bøjde sig ned: „Men jeg holder
mere av dig, Mildrid, æn av Tingvold — kanske også du holder
mere av mig æn av Tingvold?“ — „Når han tok det på den
måten, kunde hun jo bare tie. Han så ellers så glad ut, og han
satte sig, og hun ved siden. „Nu vil jeg synge noget for dig,“
hvisket han. — Hun blev lykkelig; Jeg har aldrig hørt dig synge,“
sa hun. — „Nej, du har ikke det, og skjønt der går ord av det,
må du ikke tro det er rart, for det er bare det ved min sang, at
jeg kjænner det på mig, nu må jeg synge.“ Og efter at ha sittet
grunnende en stund sang han brudefærden for henne til slægtens
slått. Ganske sagte sang han, men slik jubel i en stemme hadde
hun aldrig hørt! Gården lå for henne, den gård de skulde kjøre
ut ifra, vejen fulgte hun med øjnene helt til broen over elven,
fulgte så vejen på den andre siden til kirken, inne i bjørkeskogen
oppe på en høj, og gårdklyngen tæt ved. Synet strålte ikke, ti
dagen var ikke klar; men det høvde best således til det dæmpede
syn i hennes indre; ti hvor mange hundre ganger hadde hun
ikke gjort denne færd i sine tanker, kun hadde hun ikke visst
med hvem! Ord og tone fortryllet henne; den ejendommelige,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
