Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136 BRUDESLÅTTEN
varme, stille stemme lukket op det dypeste hun ejde; hennes øjne
stod fulle, men hun gråt ikke, hun lo heller ikke; med hånden
ovenpå hans sat hun og så, nu på ham, nu utover, og da der i
det samme slog røk op av pipen hjæmme ved den første tænding
under middagsgryterne, vændte hun sig og pekte. Hans var da
færdig og blev selv sittende og se.
En stund efter var de atter på færden ned gjænnem bjørke-
skogen, og Hans hadde nogen møje med hunden, at den skulde
holde sig stille. Mildrids hjærte begynte at klappe. Han avtalte
med henne, at han skulde være i nærheden, men hun måtte gå
frem alene. Han bar henne over et par sumpige steder, og det
kjænte han, at hennes hånd var svedt. „Tænk ikke på hvad du
skal sige,“ hvisket han, „lad det bare komme, som det vil falle.“
Hun gav ikke en lyd til svar, ej heller så hun på ham. De kom
ut av skogen, som her bestod av store alvorlige furuer, hvor de
hadde gåt sagte, mens han hviskende fortalte om hennes oldefars
frieri til hans faster Aslaug, gamle underlige historier, som hun bare
halvt hørte, men som dog styrket henne, — de kom ut av skogen
i engenes og akrenes lysning, og da tidde selv han. Nu så hun
på ham, og hennes frygt var så synlig og stor, at han blev helt
ille ved. Han fant intet ord til hjælp, saken var for meget hans
egen. De gik side om side; noget krat like overfor husene skjulte
dem for beboerne. Da de kom så langt, at han syntes hun måtte
gå videre alene, fløjtet han sagte til hunden, og det skjønte hun
var tegn til at de skulde skilles. Hun stanste, og så så ulykkelig
og forlatt ut, at han måtte hviske: „Nu skal jeg be for dig her,
jeg, Mildrid!“ — og så skal jeg komme, når du trænger mig.“
Hun takket med øjnene, men ikke helt; ti hun kunde hverken
tænke eller se helt. Og så gik hun. Straks hun kom frem foran
kjærrene, så hun like ned i den store stue i hovedbygningen, ja
tværs igjænnem den; ti stuen hadde vinduer på begge sider, både
op mot skogen og ned mot bygden. Hans holdt på at sætte sig
bak det nærmeste kjærr med hunden ved siden, han kunde altså
også se alt i stuen, likesom hun; men stuen var nu tom. Hun
så sig engang om, da hun kom til låven; da nikket han til henne.
Hun bøjde om låven — og in på tunet.
Her stod alt i gamle, vante orden, og der var stille. Nogen
høns gik på låvebroen. Op mot stabbursvæggen til venstre var
hesjeveden sat frem siden sist, annen forandring så hun ikke.
Hun vilde bøje til højre til farmors stue, det var vel frygten som
vilde ta denne frist før møtet med forældrene, men midt imellem
begge stuer, ved huggestabben, stod hennes far og skjæftet en øks.
Han stod i bindingstrøje med sælerne spænt over. Hodet var
bart; det tynne, lange hår blåste fremover i den bris som nætop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
