Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BRUDESLÅTTEN 137
begynte at stryke op fra dalen. Han så frisk, næsten munter ut
ved arbejdet, så hun fik mot ved at se ham. Han la ikke mærke
til henne, så stillt og vart som hun kom gående hen over fliserne.
Hun hvisket: „God dag!“ Han så en stund forundret på henne:
„Kjære, er det dig? — Står noget på?“ føjde han hurtig til, og
utforsket hennes ansigt. „Nej,“ sa hun og rødmet let. Men hans
øjne blev hængende ved hennes, og hun slog ikke sine op. Han
satte øksen fra sig; „lad os gå in til mor,“ sa han. På vejen dit
in spurte han efter noget av hvært av stellet på sæteren, og fik
trøstelig besked. Nu ser Hans os gå in, tænkte Mildrid, da de
kom frem i gapet mellem låven og stabburet på den andre siden.
Da de kom i stuen, gik han til kjøkkendøren og åpnet den: „du
får komme in, mor,“ sa han ut gjænnem døren; „ Mildrid er kom-
met ned.“ — „Kjære, står noget på?“ blev svart fra kjøkkenet.
„Nej,“ svarte Mildrid bak faren og kom nu selv frem i døren,
gik derpå ut til moren som sat foran gruen og skrællte poteter
og la i gryten. Moren så nu likeså forskende på Mildrid som
faren før, og det hadde samme virkning. Randi rejste sig efter
at ha sat fatene fra sig, hun gik hen til døren på den andre siden,
talte ut der, kom så igjæn, tok kjøkkenforklæet av, vasket sine
hænder og kom frem; de gik alle in i stuen.
Mildrid kjænte jo sine forældre, så hun visste, at disse forbe-
redelser betydde at de selv væntet på noget ikke almindeligt.
Hennes mot var ikke stort før, og det blev nu mindre. Faren
satte sig ved højsætet, altså like ved det borteste av de vinduer
som vændte mot bygden. Moren hadde sat sig på samme bænk,
men nærmere mot kjøkkenet, Mildrid tok plass på forsætet, d.
v. s. langbænken foran bordet. Der kunde Hans se henne; han
kunde også se faren like i ansigtet, men næppe moren.
Moren spurte, som faren før, om sæterstellet, fik samme besked
og litt til; ti hun spurte nøjagtigere. Skjønt det var øjensynligt
at begge parter drog samtalen ut, var æmnet snart tømt. I den
stillhed som fallt, så begge forældrene på Mildrid. Denne unveg,
og spurte om nyt fra bygden. Skjønt dette æmne blev tøjd så
langt som muligt, tok også det ænde. Samme stillhed, samme
forvæntende øjne på datteren. Denne hadde ikke mere at spørge
om, men begynte at stryke med den flate hånd på bænken hvorpå
hun sat. „Har du været hos farmor?“ spurte moren, hun begynte
at bli rædd. — Nej, hun hadde ikke det. Dette var en tilståelse
av at datteren hadde et bestemt ærend hit, og nu kunde der ikke
med sømmelighed væntes længer. — „Jeg hadde nok noget som
jeg skyller at sige,“ fik hun ændelig frem i bestandigt farveskifte
og med nedslagne øjne. Forældrene så bekymrede til hværandre.
Mildrid løftet hodet med stort, bønfaldende blik. „Hvad er det,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
