Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142 BRUDESLÅTTEN
godt, når det smilte. Flere slike ting la hun sammen hos sig selv
til den sum hun gjærne vilde ha ut. Men tryggere var hun dog
ikke, æn at spænningen i stuen var henne for stor, så hun for
sin del gjærne vilde bort, hvorfor hun efter bordet atter gik
til farmor.
Mænnene tok en tur omkring på gården, dog således at de
kom ikke der hvor arbejdsfolkene var, ej heller dit hvor farmor
kunde se dem. Senere satte de sig atter i stuen, og da var også
moren færdig og kunde sitte med. Samtalen blev efter hvært for-
troligere, som vænteligt kunde være, og da det led på (men rigtig-
nok ikke før mot kvællen) dristet moren sig til at be ham for-
tælle hvorledes det dog hadde gåt til med ham og Mildrid; Mildrid
hadde jo selv ingen besked kunnet gi. Kanske var det mest av
kvinnelig nysgjærrighed at moren spurte så, men for Hans var
spørsmålet overmåde velkomment.
Han fortalte ikke om deres første møter, for det kunde han
ikke; men omstændelig og med dyp glæde fortalte han om gårs-
dagen, om Beret som i stormmarsch hæntet ham, fordi Mildrid
sat i sjæleangst for forældrenes skyll; og da han kom til Mildrid
selv, og skildret hennes flugt nedover til dem, og hvorledes hun,
utmattet på sjæl og legeme, hadde måttet hvile og var sovnet in,
forlatt og ulykkelig — da tyktes det de gamle, at de kjænte sit
barn igjæn. Da var det heller ikke frit, at især moren følte hun
hadde været for stræng.
Men imens gutten fortalte om Mildrid, fortalte han jo, uten at
vite det, om sig selv; ti Hans’s kjærlighed til Mildrid lyste ut av
hvært ord og gjorde forældrene glade. Han følte det tilsist og
blev selv glad, og de to som var uvante til sådan jævn frejdighed
og styrke, kjænte virkelig lykke. Denne steg bestandig, så moren
uvilkårlig spurte ham, idet hun smilte: „I er vel kommet helt
frem til brylluppet, I to da, kan jeg tænke — før nogen av os
er spurt?“ Faren lo med, for at hjælpe på spørsmålet, og Hans
svarte, som lejligheden bød sig, idet han sagte nynnet en enkelt
linje av brudeslåtten:
Spill os frem, spill os frem, vi har hast, jeg og du!
— og lo; men var beskeden nok til straks at bøje bort i noget
annet. Ved et tilfælde så han op på Randi, og så at hun sat al-
deles blek. Hans følte i et blink at han hadde gjort noget
galt, idet han minte om hin tone, og det nætop nu. Endrid
så bange til hustruen, der var i stigende bevægelse, til den
således gjæret op, at hun ikke kunde være inne; hun rejste
sig og gik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
