Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg gjorde nok galt, jeg,“ sa Hans forskrækket. — Mannen
svarte ikke. Aldeles ulykkelig rejste Hans sig for at gå efter og
gjøre unskyldning, satte sig dog igjæn, idet han forsikkret, at han
ikke hadde tænkt det minste ondt ved det. „Å, du kunde vel
ikke så nøje kjænne til det,“ svarte Endrid. — „Kan ikke du gå
efter henne og gjøre det godt igjæn!“ Han hadde fåt slik tiltro
til denne mann, at han turde be ham om dette. Men Endrid
svarte: „Nej, lad henne være alene om det, jeg kjænner henne.“
Hans som nylig hadde følt sig like ved sine ønskers mål, følte
sig nedstyrtet i skuffelse og var ikke til at få i lag, skjønt faren
strævde tålmodig dermed. Hunden hjalp ham, idet han kom frem
til dem; ti Endrid spurte vedholdende om den, og fortalte siden
med omstændelighed om en hund han selv hadde hat, og som
han hadde lagt stærkt mærke til, således som det er almindeligt
med ensomme folk.
Men Randi var gåt utenfor døren og hadde sat sig der på sten-
hællen. Datterens forehavende gjorde jo, at brudeslåtten støtte
ænnu stærkere sammen med de minner hun bar. Hun hadde
ikke som datteren git sig selv hen til en mann hun ælsket!
Skammen ved hennes kirkefærd hadde jo været retfærdig, ti hun
hadde ikke sittet sann ved sin brudgoms side. Skammen og sorgen
og barnetapene, lange års lidelser og kamp stormet atter løs. Alt
hun hadde læst og bedt over denne smærte, hadde altså ikke nyttet,
hun sat i det voldsomste oprør! At dette ænnu kunde hænde henne,
kastet henne i fortvilelse ned i dyp selvanklage; hun følte atter
almuens hån over sin falske kirkefærd; hun pisket atter løs
på sin egen usselhed: at hun ikke kunde stanse gråten den gang,
ikke minnerne nu — at hun ved sin ustyrlighed hadde kastet et
falskt skin over sine forældre, ødelagt sin egen helbred og derved
dræpt de to barn hun bar — og derunder hyklet en fromhed hun
ikke ejde, for det viste hun nu! Nej, at hun ikke var videre
kommet! Så ussel, ussel følte hun sig, at hun ikke våget at se
op til Gud; ti hvor hadde hun ikke skuffet sig selv og ham!
Men hvorfor, måtte hun spørge — hvorfor nætop nu vække al
den stygghed som hadde slingret sig om hennes sinn. Var hun
misunnelig på Mildrid? Misunnelig på sin egen datter! Nej, det
var hun ikke, det følte hun — og hun begynte igjæn at rejse sig!
Nu skulde datteren just gjøre hennes egen synd god igjæn, det
var dog en herlig tanke! Kunde barnene det? Ja, så sant som
de var et værk av os selv, kunde de det; ti den sanhed som
var i Mildrid, den hadde dog hun, moren, i sin skrøpelighed
fostret. Men skulde den nu komme henne til gode, så måtte hun
også selv være med, i anger, i takk! — Og før Randi visste av
det, kunde hun atter be, i dyp unseelse og sønderknuselse bøje
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
