Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der hadde trampet ned hennes liv, med alt det hadde samlet
for at bli lykkeligt.
Men da han stod under morens alvorsfulle, bekymrede øje, følte
han dette blik næsten som en fornærmelse. Hun visste jo ikke
hvad han just tænkte om alt dette, og om sit eget liv som en
fortsættelse av farens. Hvorfor se så bekymret på ham, når han
nætop hadde sagt farvel til æresykens fristelser? Og han møtte
trossig hennes blik; ti det ramte ham ikke!
VI
To dager efter stod han højt oppe ved muren omkring den
gamle dom i Ancona. Han så ikke på de næseløse, røde mar-
morløver som bærer portalsøjlerne, ej heller på den herlige bugt,
som han dog virkelig stod over. Han lot vel øjnene gli henad
skibsdækkene og lastebåtene nedenunder, såvel som over travl-
heden i arsenalerne og ved bryggerne. Men tankerne var tilbake
i kirken hvor han just selv hadde været; ti der hadde han set
henne! En stor højtidelighed hadde kallt henne dit. Han hadde
set henne knæle, og hvad mere er, hun hadde set ham! Ja, hun
var åbenbart blet glad ved at se ham, og hadde git ham det samme
usigelige blik som hin kvæll. Han kunde ikke se mere på henne
uten at være påtrængende eller vække opmærksomhed, og da
blev kirkens røk-kvalme mørke ham uutholdeligt. Her var dog
friskt og frit, og tankerne kunde svæve om i skjønheden med
noget skjønt. Han hørte mængden bak sig forlate kirken, han så
den igjæn nedenunder sig i vejslyngningerne, til fots og til vogns,
han vilde ikke se sig om, men væntet til han også kunde se
henne her nedenunder sig. Da hørte han fottrin bak, av én, av
to; hans hjærte slog, hans øjne dunkledes, han turde ikke for alt
i værden vænde sig. Man stanste ved hans side, også foran muren.
Han følte hvem det var, og kunde nu ikke la være at vænde sig
uten at synes uhøflig. Også hun stod og så ut over skibene,
bugten, havet, men så dog straks at han vændte sig. Hun var
rød, men rødmet ænnu dypere, idet hun smilte og sa: „Unskyll
at jeg griper lejligheden. Jeg så Dem, og jeg må sige Dem takk.“
Hun holdt inne. Hun vilde sige noget mere, han kjænte det. Det
kom ikke straks, det blev en ren evighed, før det kom. Men så
hørte han: „Taushed er undertiden det største højmod som kan
vises. — Takk!“ Hun bøjde sig, og han våget atter at se op.
Hvilken bøjning! Hvilket smil, idet hun vændte sig, fulgt av ven-
innen! Hvilken gang, hvilken figur! Det lange slør bølget om-
kring i vinden, spillende mot dert røde fløjelsklædning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
