Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vejen går i slyngninger nedover; nu kjørte hennes vogn som
hadde holdt længer borte, op mot henne, og vændte under den
øverste mur. Men hun hadde ikke nådd den, før også hun hørte
trin bak, næsten løpende trin; hun stanste og vændte sig; hun
visste hvem det var. Hun smilte mot hans ilfærdighed, måske
for at hjælpe ham.
Jeg fattet det ikke straks,“ sa han, idet han hilste; hans brune
åsyn var brunrødt. „Men jeg har slet ikke tidd av hensynsfullhed,
bare for at ha den stolthed for mig selv. Jeg vil ikke stå med
en ære jeg slet ikke fortjener. Og tilgiv mig så min råhed!“
Hans dype stemme skalv; altsammen kom hodestupes; Mansana
var ingen ordets mann. Da han tok til huen for at hilse og gå,
bævet hånden; og derved, og ved det som var gåt forut, gjorde
han dog intryk på fyrstinnen av stor veltalenhed.
Og således gik det til at fyrstinne Theresa tildroges av denne
åpenhed, og fik lyst til at lønne den; ti hvad hadde ikke også hun
nu gjort for opdagelser om sig selv! Og således gik det videre
til at fyrstinne Theresa ikke steg op i vognen, men gik forbi ved
kaptejn Mansanas side, fulgt av veninnen på den andre. Således
gik det til at hun kom tilbake, også ved hans side, og at de i
over en time gik frem og tilbake under den øverste mur med den
herlige utsigt ned — under sig.
Og da hun ændelig sat i vognen, og da hun, idet denne nådde
svingen hvor det går in på den lavere, parallelt løpende vej, ænnu
en gang bøjde sig og hilste op, besvarende hans fornyede hilsen,
— så blev han gående der en time til. Bugtens skarpe linje, fjæl-
lets friske stigning, havets blånende uændelighed, sejlene utover
og dampsøjlerne i horisonten .... den er vakker, den bugt ved
Ancona!
Hun hadde jo av deres ufrivillige møte hin forfærdelige kvæll
lært omtrent det samme som han hadde lært; hennes fortids
historie hadde omtrent været som hans, det hadde hun nu sagt
ham, idet hun hadde tilståt sin tomme tross, sin kampsyke ær-
gjærrighed; — det var med undertrykt jubel han hadde mottat
dette, ord for ord, av hennes egen munn!
Hint skjønhedsbillede, højt, højt over hans tilværelse, svævet
nu smilende omkring ham, fulgt av fejl og længsler som hans,
men i en ring av ynde og herlighed, hvori han følte sig med-
optat.
Å, den bugt ved Ancona, hvor kjækt den buer, hvor skarp blå-
sort er havflaten i brisen, hvor bløte farveovergangene ut over
havet, ændende inne i en lyståke!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
