Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KAPTEJN MANSANA 169
led, gik, kom igjæn — og oplevde at hun lekte med hans pine!
Hadde hun én gang følt sig overvunnet, hun følte nu hvorledes
det smakte at sejre over sejerherren: hun gik kjænte vejer, der-
for med henrivende overlegenhed.
Aldrig har nogen infanget løve således slitt i jærnstængerne som
Giuseppe Mansana i det fine næt av ceremoniel og spillende over-
legenhed. Han kunde allikevel ikke bli borte. I nætternes raseri
og dagenes sinnsfortærende jagen om innen samme ring opbrukte
han sin kraft. Ydmygelsen var kommet til ham.
Han tålte ikke at høre henne omtale av nogen annen, — og
selv turde han ikke nævne hennes navn for ikke at røbe sin
lidenskap og bli til latter. Han tålte ikke at se henne sammen
med nogen annen, — og selv turde han ikke være sammen med
henne for ikke at undergå nogen ydmygelse. Ikke én, men hundre
ganger kjænte han lyst til at myrde både henne og den hun i
øjeblikket foretrak for ham, men måtte tie og gå. Han fik selv
den bestemte følelse, at dette måtte føre til vanvid eller død,
eller til begge.
Men så fullkommen var han ute av stand til at stride imot, at
han, i følelsen også herav, stundom la sig plat ned, for likesom
selv at gi et hjælpeløshedens billede av sig selv.
Hvorfor ikke gå under i en dåd, en hævnens lysende, værdig
hans fortid? Men slike og andre tanker gled over hans sjæl, som
tordenskyer over et fjæll; den lå fastbundet i en naturlov.
Da blev han højtidelig inbudt til fyrstinnen. En av Europas
berømteste musikere vændte i høsten tilbake fra ænnu sydligere
land og tok vejen over Ancona, hvor han hilste på fyrstinnen
som han kjænte fra Wien. Hun samlet Anconas noblesse om ham
i en skjøn fæst, den første i hennes palads. Tilstelningen var
hennes rigdom og stedet værdig; glæden var almindelig, rev også
den syke mester med, så han satte sig til pianoet og spilte. Alle-
rede hans første anslag hadde den magt at gjøre hele selskapet
til en stor venneflokk, som det sker, når skjønheden frigjør.
Også Theresas øjne søkte andres for at gi og få; længer hen
kom hun derved til at se på Mansana, som i fullstændig selvfor-
glæmmelse stod langt fremme, næsten like ved pianoet. Mesteren
spilte et stykke der het „Længsel“, og som ut av den dypeste
smærte søkte op efter trøst. Han spilte som den der selv har
savnet intil fortvilelse. Aldrig hadde fyrstinnen set et åsyn som
Mansanas nu. Det var hårdere æn vanligt, ja motbydelig hårdt;
men samtidig så hun tåre på tåre, den ene tæt i følge av den
andre, trille nedover hans kinner. Han så ut som knyttet han
med den stærkeste vilje sit væsen sammen, for ikke at gi tapt,
og samtidig kom det intryk han stængte for, tåre på tåre. Noget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
