Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VII - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i sig selv så stridigt og ulykkeligt hadde hun aldrig set. Ufra-
vændt stirret hun på ham, og betoges i bokstavelig forstand til sist
av et slags svimmelhed, som yttret sig også deri, at hun trodde
det var han som nætop måtte falle om, og hun rejste sig___
En brakende bifallssalve bragte henne til besinnelse, drog også
såvidt øjnene bort fra henne, at hun fik tid til at holde sig fast
og vænte, så hun atter uten fare turde se op og prøve at få
puste langt ut.
Musiknumret var ikke forbi, men hun så Mansana liste sig
mot en utgangsdør; væntelig hadde bifallet også skræmt ham op,
og latt ham opdage at han ikke kunde styre hvad han følte.
Med angsten fra før ænnu stikkende, iler hun til alles for-
bauselse uten videre gjænnem den lyttende mængde ut av nær-
meste dør, skynder sig, som kunde hun hindre en ulykke — ikke
uten følelse av skyll, ikke uten følelse av ansvar. Han stod
ganske rigtig i forværelset, hvor han just kastet kappen over
skuldrene; huen hadde han allerede på. Der stod ingen tjenere,
da også de hadde tat sig den frihed at ville høre musik. Hun gik
derfor raskt frem. „Signore!“ Han vændte sig, traf hennes var-
meste øje, og det i et slags ophisselse, mens hun med begge
hænder strøk det løse hår tilbake fra kinner og hals, en bevæ-
gelse som altid betydde beslutning, men også gav figuren al dens
Skjønhed. Jeg fik igår med banetoget det nye ungarske spann,
jeg sist talte med Dem om. Imorgen må vi prøve det. Ikke sant,
De vil vise mig den venlighed at styre det — ikke sant?“
Han blev blek under den brune hud; hun hørte hans hurtige
åndetak. Men hverken så han op eller talte, bare bukket sam-
tykkende. Derpå la han hånden over den store, kunstferdig
smedede dørvrider, som gav efter med en klangfull lyd.
„Klokken fire,“ føjde hun skyndsomt til. Han bukket nok en
gang uten at se op; men i den åpnede dør vændte han sig helt
mot henne med huen i hånd, men rank. Det var hans avsked.
Han så henne se spørgende på sig. Hans åsyn måtte vel ha
voldt det. Det kunde vel heller ikke skjule det inskydelsens lyn
som nu oplyste hans mørke sinn; ti nu hadde han jo fåt vite
hvorledes det skulde ænde.
VIII
Klokken fire næste dag førtes han av en tjener gjænnem for-
værelset og spejlsalen in i koncertsalen og videre til et av de
indre gotiske rum, hvor fotografierne lå fra fyrstinnens siste rejse.
Det mældtes at fyrstinnen straks var færdig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
