Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hun kom i et slags ungarsk eller polsk dragt; vejret var litt
kjøligt nu i November, og især den dag. Hun bar en tætsluttende
fløjelsklædning, hvis øvre sobelkantede del nådde til knærne, på
hodet en sobelkantet, høj hue, håret løst.
Da hun gav ham sin hvithanskede hånd, omrandet av knip-
linger under sobelkanten, var det med fast, fortrolig tillid, hvortil
øjne, åsyn, ja den fyldige figur likesom stod og gav vidne. Det
skulde være! I alt fall opfattet han det så, at hun vilde vise
tillid uten at eje den. Det støttedes av, at straks efter kastet hun
let hen, at måske burde turen opsættes; hæstene var ænnu
skræmt efter rejsen med jærnbanen. Med kold spøk avviste han
hennes frygt. Hun spejdet i hans åsyn; det var spænt og lidende,
men det var lukket, — hvad det for resten hadde så godt for.
Hans væsen var fjærnt, men bestemtere æn det længe hadde
været. Det mældtes at hæstene var fremkjørt; veninnen kom
samtidig in. Han bød fyrstinnen armen; hun tok den. I trappen
så hun atter op i hans åsyn, og trodde at mærke det lyste. Nu
blev hun rædd. Ved vognen sa hun derfor én gang til, idet hun
tok lejligheden av at hæstene måtte holdes, mens de steg in:
„Det er bestemt for tidlig at kjøre med dem? Skal vi ikke op-
sætte det?“ Hennes stemme var bedende, hun la også hånden
bedende på hans arm og så ham fortrolig in i øjnene. Hans åsyn
forvandledes under hennes blik, øjnene dunkledes. Jeg kunde nok
tænke at De ikke turde gjøre den tur med mig — én gang til!“
Blussende rød sprang fyrstinnen i vognen. Likblek, stiv som
en stang, veninnen bakefter; men som til dans Mansana op på
bukken. Ingen tjener fulgte efter; det var en let halvvogn.
Straks hæstene blev sluppet, viste faren sig; dyrene stod på
bakbenene, den ene vilde ut, den andre in. Farten gjænnem
porten tok sikkert over et minut. „Gud, at du vil dette!“ hvisket
veninnen, i dødsangst stirrende på de to dyr som stejlet, rykket,
stejlet igjæn, fik rapp og slog bakut, vilde kaste sig til side, fik
rapp igjæn og gik bakover, så atter rapp, og ændelig frem. Systemet
med at slå måtte i hvært fall ikke være det beste.
Da de kom på gaten, skalv de to fremmede dyr og trampet;
de nye gjænstande, de nye lyd, de nye farver, Sydens stærke
lysning over alt og alle forfærdet dem. Men Mansanas øvelse og
armer holdt dem i sagte gang like til forbi Cavours monument;
der begynte han at slippe løs, litt efter litt. Han så bakover og
traf fyrstinnens blik; nu var det han som var glad, og hun
som led.
Hvad hadde bragt henne på den ulyksalige tanke at få denne
tur i stand? I samme stund hun hadde foreslåt den, hadde hun
angret det. Hun var, like fra hun igår så glimtet i hans øje, viss
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
