Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
noget møtte; ti i så fald holdt toget staselig in gjænnem dødens
porter. Han fik dem midtvejs; men farten var ikke hæmmet,—
og der langt fremme syntes han at skimte møtende, flere og flere,
den hele vej var spærret derav. Nærmere — og det viste sig at
være en av de ændeløse høstdrifter mot havet.
Da rejser han sig, kastende tømmerne fremover. Et stort skrik
der bak! Han tar sprang, nok et skjærende skrik; men han sitter
alt over den højre hæsts rygg med tak i den annens bigsel. Den
han sitter på, gjør et hopp midt i løpet, hvorved den rives over-
ænde av den andre. Den føres allikevel et stykke med på den
yttre skåk, intil denne brister under byrden, slæpes så med, til
fæstet mellem begge også brister. Mansanas tak i den annens
bigsel reddet ham selv og bragte, sammen med den styrtede
hæsts tyngde, alt til at stanse. Men den styrtede føler vognen
over sig og spænner villt ifra sig; den stående stejler; vogn-
stangen knækkes, stumpen slår Mansana til side; men han holder
fast, og er nu foran den stående hæst, eller rettere under den,
med et grusomt grep i dens næsebor, til den atter står stille som
et fanget, skjælvende lam. Han er kommet op; den liggende
hæst som har gjort flere farlige forsøk på at rejse sig, blir
hjulpet. Først nu, overdænget av støv, sønderrevet, blødende,
uten hue, ser han op og omkring sig.
Theresa stod oprejst foran den åpnede vogndør. Hun må ha
villet kaste sig ut, være fallt tilbake ved et av de hæftige støt,
atter ha rejst sig — eller noget lignende; hun visste selv intet
derom. Men hvad hun nu fattet, det var at han stod der, frælst,
med de rystende hæster ved bigslerne.
Ut og imot ham — og han vændt mot henne med åpen favn;
hun in i den! Barm mot bryst, læbe mot læbe, de høje skik-
kelser omslynget av hinannens armer. Det tok ingen ænde.
Ikke slap armene, ikke en gang for at fornye sit tak, ikke læberne,
ikke øjnene, kun at hennes sank i.
Det første som blev sagt, var et hviskende: „Theresa!“ Læ-
berne suget sig atter sammen.
Aldrig har nogen kvinne med større jubel intat herskerinnens
stilling æn hun den undergivnes, da dette favntak ændte. Aldrig
har nogen flygtning bedt med to så vidunderlige, av fryd
strålende øjne om forladelse for, at hun vilde værge sin frihed.
Aldrig har en fyrstinne før med så brænnende iver styrtet sig
over sin slavinnetjeneste, da hun opdaget hans sår, hans forrevne
og støvede tilstand. Med de fine, hvite hænder og det rike lomme-
tørklæ og sine nåler begynte hun at tvætte, forbinde og sammen-
føje, og med sine øjne læget og helet hun — ikke nætop sårene,
men allikevel sårene; ti han følte dem ikke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
