Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VIII - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
For hvær liten avdeling blev det til ny omfavnelse, ny stum
eller talende fryd. Til sist glæmte de så ganske vognen, hæstene,
veninnen, at de begav sig på vejen inover, som var intet i vær-
den mere til uten det at komme bort med sin nyfundne lykke.
Veninnens angstrop og den langsomt kommende drift vakte dem.
IX
Rusen ændte ikke den dag eller de næste. Anconas højere sel-
skap droges in med, idet fæster med utflugter fejret forlovelsen.
Der lå jo noget overraskende eventyrligt over den. Mansanas ry,
hennes rigdom, stand og Skjønhed; hun, den bestandig ubesejrede,
han, den stadig sejrende, og så selve forlovelsesakten, som i folke-
munn fik den utroligste utsmykning, — dette altsammen hævedes
ænnu en grad ved fyrstinnens lyksalighed. Den kastet virkelig en
magisk glans.
Når man så dem sammen, frembød de en motsætning. De var
begge høje, begge hadde de den elastiske gang og stolte holdning;
men hennes åsyn var langagtigt, hans kort; hennes hadde store,
åpne øjne, hans små, dype. Man måtte beundre hennes fine, lange
næse, svulmende munn, ædle hake, skjønt buede kinner, inringede
av det sorte hår; men hans korte panne, lille sammensluttede
munn, trossige hake, kortklipte hår gjorde ham ikke smuk.
Likeså forskjellig var hennes utad vændte glæde, spillende ånd-
fullhed og hans ordknappe væsen.
Men hverken hun eller andre vilde ha ham anderledes, selv
ikke i disse dager; ti slik var han jo! Han gjorde jo ændog det
hvorpå han satte livet in, til en kort hværdagssak, når han over-
hode gad tale om det, men i regelen talte han ikke.
Derfor kunde hverken fyrstinnen eller selskapet mærke at der
nu, ja nætop nu foregik en stor ændring i ham.
Der er en grænseløs underkastelse, en skinsyk tjenesteiver, som
omgjør den mottagende til en slave eller en ting. Ikke et minuts
frihed, ikke en stump egenvilje beholder han. Den minste yttring
av en sådan fremkaller nemlig tyve nye planer i forlængning av
det forlangte — og et ustyr av stormende handling.
Der er også en måte at gi fortrolighed på, som trænger sig in i
enemærker av vor sjæl, hvori ingen før har været — gjætter tan-
ker, fremdrar overvejelser, som gjør den sky, der har været vant
til at holde lukket.
Dette og annet var tilfældet med ham. Innen nogen dager var
han overmæt; hans usigelige træthed efter ophisselsen, fortvilelsens
som glædens, gjorde ham tvefold pirrelig. Der var øjeblik hvori
han avskydde både henne og selskapet. Han forfærdedes selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
