Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KAPTEJN MANSANA 185
opgang, og kanonerne hadde dundret. De både in- og utvendig
smykkede kirker var fulle, og den lille Amanda var der også ved
sin fars side, pyntet i sin aller beste stas. Hun bad for Luigi.
Hun øvde sig, da hun var færdig, i at smile. Hun skulde jo
bringe Luigi trøst av sit aller venligste blik. Efter processjonen og
middagen hastet hun avsted; musikken spilte allerede på torvet.
Hun skyndte således på sin gamle far, at de var nogen av de
første voksne som stod der, men blev derfor også nogen av de
mest inneklæmte, innen en time var gåt. Hun så på sin fars
svedende åsyn, og tænkte på sit eget, hvor stygg hun måtte være
i Luigis øjne. Hun måtte ut, det koste hvad det vilde — og dog
skulde prisen ikke være en rose eller en sløjfe, ikke engang
anstrængelse; ti den gjorde ænnu mere rød. Det gik derfor ikke
fort; ak, hetere og hetere blev hun. Hun hørte stortrommen og
et par basshorn gjænnem dundret av de tuseners tale og latter,
hvori hun druknet; hun så tårnet på municipiet og kolben, som
hang længer ned æn klokken, det var det siste hun så over
menneskebølgerne hvori hun dukket under. Farens ynkværdige
åsyn sa henne hvor rød og fæl hun selv måtte være, — og den
lille tok på at gråte.
Men Luigi hadde også været en av de første ved musikken, og
da hverken byen eller plassen ved municipiet var stor, kunde det
ikke godt ungåes, at de to som søkte hværandre i den bølgende
folkestimmel, også tilsist stod åsyn til åsyn. Han så henne blus-
sende rød smile gjænnem tårer. Han tok rødmen for glædens
tårerne for medlidenhedens og smilet for det det skulde være.
Faren holdt i sin angst og nød Luigi for en frælsens engel, og
bad: „Hjælp os ut, Luigi!“ Og Luigi gav sig uopholdelig i færd
dermed. Arbejdet var ikke let, ja både faren og Amanda kom et
par ganger i virkelig fare, så Luigi fik følelsen av at være en hælt.
Med albuer og rygg værget han dem, og med øjnene uavladelig
på Amanda, drak han av hennes lange, bange blik. Han talte
ikke; han brøt ikke sin ed! Dette gav ham også en stolt bevisst-
hed; han måtte se ædel ut, og han følte det av gjænskinnet i
Amandas øjne, at han virkelig så ædel ut.
Men ingen jordisk lykke er langvarig. Giuseppe Mansana hadde
for et kvarter siden opdaget ham i folkemængden, og med det
instinkt som skinsyken ejer, i avstand fulgt ham, hvilket han, der
var så høj, hadde godt for. Den andre hadde i sin rastløse søken
idelig arbejdet frem, og hadde således ikke nogen forestilling om
faren i nakken, og nu var han her så optat av sin frælseropgave,
d. v. s. av at få sit ædle billede igjænstrålet av Amandas øjne, at
han intet mærket, før Mansanas hyæne-åsyn lå like over hans, og
han følte hans brænnende ånde over sit kinn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
