Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186 KAPTEJN MANSANA
Amanda gav et av sine kjænte skrik, faren blev frygtelig dum,
og Luigi var forsvundet.
I samme nu hadde Amanda lagt sin arm i Mansanas og ænnu
en varm, behansket hånd over hans; to aller dejligste, halvlukte
øjne så op i hans, fulle av Skjælmeri, frygt og bøn. De var just
i det samme ute av trængselen, man kunde atter få ørelyd, og
han hørte fra en stemme som kunde ringe engler in i himmelen:
„Papa og jeg har været i stor fare. Det var dejligt at vi fik
hjælp!“ og han følte tryk av hennes hånd.
Mansana hadde dog set de samme øjne hvile i Luigis, og der
fløj ham gjænnem hans hode en tanke som han senere i sit liv
tusen ganger tok op igjæn, men nu tapte i samme øjeblik, og denne
tanke lød: ,Jeg er visst oppe i en dum, ubetydelig historie.“
Den lille sladdrer ved hans side vedblev: „Stakkars Luigi traf
os like i trængselen; papa bad ham hjælpe os, og han gjorde
det uten at sige et ord. Vi fik ikke en gang takket ham.“ — Og
straks efter: „Det var dog yndigt at De ikke var rejst. Nu må
De være med hjæm, så vi ret kan snakke sammen! Vi hadde det
så morsomt sist.“
Og hennes fulle, unge barm gik hastig under silken, hennes
runde håndled over hansken, hennes lille fotspiss under kjolen,
hennes røde munn, full av sladder og latter, og de to øjne i halv-
dulgt fortrolighed ... Mansana gik med.
Han nævnte ikke Luigis navn; det sat som en hvass spiss i
hjærtet; den tryktes dypere in, jo dejligere hun var. Denne
kamp mellem smærte og ælskov gjorde ham aldeles stum. Men
desto travlere gik hennes søte munn, mens hun fik ham til sæte,
og fik frugter frem som hun selv skrælte og bød. Hun glædet
sig så ved at deres møter på højen ænnu ikke var avbrutt; ja,
hun fik avtalt en liten utflugt længer op, som de allerede næste
morgen skulde foreta; hun skulde bringe frokost med. Ænnu
hadde han kun fremført nogen enstavelsesord. Han kunde ikke
bryte in med sin lidenskap i denne harmløse idyl, og dog var
kampen i ham så stærk at han ikke kunde holde den ut, men
måtte gå.
Ikke før var han nede av trappen og den siste hilsen sendt
efter fra balkonen av den utrættelig insmigrende fortryllerske, før
hun lukket balkondøren vel til, og kastet sig hulkende på knæ foran
sin far. Han blev ikke det minste overrasket. Han hadde samme
rædsel som hun: — Mansanas siste blik, idet han gik, hadde like-
som hele hans væsen, fyllt stuen med en så skjæbnesvanger luft,
at om de i næste øjeblik sprængtes i luften, så vilde heller ikke
dette ha overrasket ham. Og da hun gjænnem gråt hvisket:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
