Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
190 KAPTEJN MANSANA
tat, raste det i hans sjæl; slikt skulde ingen våge ustraffet! Han
ælsket henne ikke, nej, han hadet henne, og derfor skulde hun
bli hans! Hvis ikke—! Denne korte tankerække op igjæn, og op
igjæn. Omkring suste billeder av kammeraterne, som stod sam-
let og lo ham ut. Han var jo næsetat av en liten pike, nætop
kommet ut av klosteret, og av en liten løjtnant, nætop kommet
ut av skolen!
Hvorledes det var kommet så vidt, at denne kamp med to
ubetydelige barn var blet ænden på hans stolte bane, derom kunde
han ikke få klarhed.
Fyrstinnens billede, som i den første spænning Sjælden viste sig,
og da med vrede støttes til side, kom nu, jo mattere og skam-
fullere han blev, bestandig større. Hun var målet på det liv han
var ætlet til; så højt raget det! Og her tænkte han ikke på hen-
nes rang, men på den lyse bane hennes tanker gik, hennes væsens
Skjønhed, opløftet av alle menneskers beundring.
Amandas billede sank samtidig. Han var ikke viss på om hun
ikke var rundrygget. Han kunde ret spekulere derover.
Den som har gjort os latterlig i andres og egne øjne, plejer
ikke at vinne ved det. Og da han var kommet så vidt at Amandas
figur var blet klumpet, hennes ansigt og tale ubetydelig, hennes
stemme syngende, hennes hår tosset opsat, hennes væsen klistret
insmigrende, spurte han sig selv om ikke det latterligste av alt
var at tvinge en sådan til at bli Signora Mansana. Nej, der var
noget ænnu latterligere, nemlig at dræpe sig for hennes skyll.
Hvad skulde han så? Tilbake til fyrstinnen? Den vej var
stængt — stængt av hans stolthed hundre tusene ganger! — Forbi
Amanda og videre ut, f. eks. til den spanske borgerkrig? En even-
tyrers liv; tomt. Likeså godt dræpe sig her hjæmme.
Vænde om og la alt være som før? Fyrstinnen tapt, kamme-
raternes beundring tapt, troen på sig selv tapt. Den eneste måte
han kunde vænde tilbake på, var ved hennes side, det fordømte
lille menneske! Med henne på hånden kunde han stå som sejer-
herre, og om han for den pris skulde betale med et ulykkeligt
liv, det fik være. Æren var da reddet, og ingen skulde få læse
i hans sjæl.
Det gav jo virkelig ære at ha forkastet en rik fyrstinne og tat
en fattig pensjonists datter, tat henne i kamp, ændog med henne
selv! Men i det samme han drog denne slutning, oprørtes han i
sit indre over al den løgn som hin ære for værden gjæmte. Han
sprang op fra sit sæte i kupéen, men satte sig igjæn; der var
flere inne.
Toget gik videre mot hans mål. Hvilket mål! Viss var hans
livs undergang, i offer til æren, — og det enten det nåddes eller ej.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
