Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KAPTEJN MANSANA 191
Søvnens barmhjærtige magt kom imellem. Han drømte om sin
mor. Hennes store, ædle øjne lå over ham som en himmel. Han
gråt og blev vækket. Der var en gammel mann i kupeen som
ikke kunde utholde hans gråt.
Toget stanste i det samme. De var i nærheden av Neapel;
han gik ut. Morgenen var herlig. Den klare himmel, randet av
højdekjædens fine linjer, minte og mante; han skalv i morgen-
kulden og gik in igjæn til lokomotivrøken, som nætop slog in,
til rammelen og støjen av det brusende tog og til de stikkende
tanker.
Længer hen, da det gik langs havet, hvad vilde han ikke ha
git for at toget var bøjet av, og langsomt og like var glidd ut
deri. Hvilken mild, forløsende død!
Han gjæmte sig i sit hjørne, da det stanste i Neapel; i det store
menneskemyller kunde der være den der kjænte ham. Dagen
blev herligere og herligere, mens toget gled gjænnem kystbyerne
langs havet; solen var mild som på en sommermorgen, og dens
brytning i havluften satte farveskjær over fjæll, sjø og landskap.
Da han steg ut og kjørte mot sin bestemmelse, og ænnu mere
da han hadde avfærdiget vognen, og steg op ad de stejle klipper,
med havet under sig og den store utsigt over Golfen, ringet av
øerne derute, lik uformelige sjøuhyrer på vakt, av bærgene under
Vesuvs herredom, av byerne, hvitskinnende under en sagte røk. .
da følte han livet — ikke sit eget liv, et jag efter ære, en kamp,
han visste ikke selv om hvad, nu, da denne kamp ændte i aldeles
intet, — nej, livet, som det var ment under Herrens højthvæl-
vede himmel, i hans avglans over alle ting, også over mål
som livet satte.
Han gik mot den siste højde, hvorpå huset lå. Han så snart
huset som lå over klippehodet, ringet av et højt, spisst rækværk.
Da banket hans hjærte. Han kunde ikke ta fejl av det; det var
tillikemed vejen for nøje blet beskrevet av kusken.
Altså der! Og før han fik klare hvad det var han følte, stod
hun på altanen, hun, Amanda, i sin lyse morgenkjole, med sit
smil, som hadde hun just sagt eller hørt noget morsomt, idet
hun gik ut. Hun så ham straks, gav sit bekjænte skrik og
løp in.
Likesom en dødstræt jæger, når han pludselig står foran vildtet,
får al sin spænstighed igjæn, således følte han en vill kraft, et
utæmmet forsæt, og før han visste det, stod han ved jærngitterets
port, ringte ikke på, men sprang over. Livet av selve bevægel-
sen, vågnet også alle hans krigerinstinkter; han vændte sig straks
og tok nøkkelen til sig, som stod i på den indre side. Så var de
der her var inne, hans. Porten til selve huset stod halvlukket;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
