Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194 KAPTEJN MANSANA
Dyrebare mor!
— — — Ændelig får du en sammenhængende fremstilling av alt,
fra vi skiltes i Neapel. Fortæller jeg noget som jeg før har med-
delt, så Unskyll!
Altså: Den skygghed han hadde, gik efter vielsen over til en
ilfærdig, ydmyg tjenesteiver, som gjorde mig bange; ti den var
ham så ulik. I det hele var han hverken fortrolig eller trygg på
sig selv, før vi hadde været i hans siste garnisonsby. Han forstod
godt hvorfor du først vilde ha os dit. Å, hvor var han ikke ælsk-
værdig! Sin spissrotsgang mellem kammeraterne begynte han
straks, jeg tør sige uforferdet. Jeg kan ellers fortælle dig om en
ung hustru som hjalp ham. Hun hadde aldrig været elegantere
og gladere, skjønner du, æn da hun skulde ledsage sin staute ven
gjænnem ydmygelsen; i hvær bevægelse, i hvær mine, i hvært
ord kunde hun likesom lægge: „Når jeg intet siger, hvem tør
så sige noget?“ —
Jeg er desværre ænnu så vidt kokette, at jeg hadde svær lyst
til at fortælle dig hvorledes jeg var klædd på hvær av disse tre
dager. (Jeg hadde latt pike og garderobe komme fra Ancona!)
Men jeg tier ydmygeligst.
Og så er jeg aldeles viss på, at således som en viss ung hustru
blev ælsket efter disse tre dages spissrot i bærgbyen, er ikke
mangen kvinne blet ælsket; ti der er magt i det sinn hvortil du
har git av din egen sjæl, du dejlige menneske!
Ikke må jeg glæmme at rose den mann Sardi. For han er en
mann! Han hadde fåt det så godt til, idet han hadde utgit Man-
sana for syk — som han jo i grunnen også var! — og dig og
mig for læger. Det hældige kom til, at den som har ry blant sine
kammerater, har en insat kapital i deres hjærter, som han kan
dra længe på, før den slipper op. Man vilde tænke godt om
Giuseppe Mansana! Det følte han, den kjære, og det gjorde
ham så ydmyg; ti selv var han hårdt trykket av ikke at for-
tjene det.
I Ancona gik det som en lek; brodden var brutt. Og nu, nu
ejer jeg ham .— ejer den stærkeste natur, renset og ædel — ejer
den hensynsfulleste herre, den opmærksomste tjener — ejer den
mannhaftigste ælsker som nogen italiensk pike har vunnet; — un-
skyll mine stærke uttryk, jeg vet du liker dem ikke; men de
må til!
I Bologna — ja, du ser jeg flyver! — gik vi omkring og kom
således forbi municipiet. Der hænger på tvende marmortavler
navnene på dem som fallt i kamp for byens frihed. Det rykket
i Giuseppes arm, og denne omstændighed skylltes, at vi fik en
samtale som æn yderligere trygget grunnen under vort samliv,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
