Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNHILD 207
Sadelmakeren kom atter om høsten, for at fullføre sit arbejde.
Magnhild var følgelig nu oftere alene med ham. Han var muntrere
æn nogensinne. En spøk han ofte gjæntok, var den at rejse jor-
den rundt med „sin unge kone“. De hadde en skrækkelig mængde
rejseuheld, og meget mærkeligt så de, som han utførlig skildret,
og som hadde selvoplevelsens værd. Men på det aller morsomste
stak så billederne av de to rejsende frem,— han haltende i for-
vejen med en rejsevæske, og hun efter i regnkåpe og med paraply,
sær over hete, over støv, over tørst, træt og inderlig kjed ham.
Så hvilte de ut i hans lille hus på Øren, hvor hun gjorde alt
hvad hun lystet, og inrettet sig som en prinsesse.
Det er ikke til at beskrive, det ansigt præsten fik på, da sadel-
makeren en kvæll kom op på kontoret og satte sig foran ham, og
efter en troskyldig inledning spurte: om præsten hadde noget imot
at Maghild blev hans kone? Præsten lå på sofaen og røkte; han
tapte pipen av munnen, hånden sank med den, det fete ansigt
slappedes til en dejg hvori øjnene stak tankeløse som to rosiner,
— intil han med én gang gav et rykk, det knaket og smallt i en
hel del springfjærer under ham; boken som )å ændevændt over
hans knæ, gled ned, sadelmakeren tok den smilende op og bladde
i den. Præsten hadde rejst sig. „Hvad siger Magnhild til det?“
Sadelmakeren så smilende op: Jeg hadde naturligvis ikke spurt,
hvis hun ikke kunde tænkes at bli enig med mig om det.“ Præ-
sten tok pipen til munnen og dampet avsted. Han blev efter-
hånden noget roligere, og uten at stanse sin gang sa han: „Egentlig
vet jeg ikke hvad der skal bli av den jænten.“ Sadelmakeren så
atter i vejret fra den bok han bladde i, og som han nu la væk:
„Det er jo mere et slags adoption æn et giftermål. Hun kan nede
hos mig utvikle sig til hvad hun selv vil.“ Præsten så på ham,
pustet og gik — og pustet. „Ja, De er jo en formuende mann?“
— „Nu, om ikke formuende, så har jeg nok til at gifte mig på.“
Han lo.
Men der var noget i latteren, noget som ikke ganske behaget
præsten. Ej heller likte han den likegyldige måte han lot som
han tok saken på. Han likte aller minst at bli så overrasket.
Jeg må tale med min hustru om dette,“ sa han og stønnet.
„Det må jeg,“ la han sikkrere til; — „og med Magnhild,“ kom
det efter.
„Naturligvis,“ sa den annen, og rejste sig.
En stund efter sat fruen hvor sadelmakeren hadde sittet. Hun
lot begge hænder hvile åpne på sit fang, og stirret efter sin op og
ned dampende ægteherre. Ja, hvad synes du?“ gjæntok han og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
