Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
208 MAGNHILD
stanste foran henne. Han fik intet svar og gik igjæn. „Han er
altfor gammel,“ sa hun ændelig. — „Og bestemt meget slu?“ la
præsten til. Han stanste nær ved henne og hvisket. „Ingen vet
egentlig hvor han kommer fra, eller hvorfor han nætop vil være
her. Han kunde jo ha stort værksted i en stor by. — Formuende
og en flink hund.“
Præsten talte til daglig ikke det fineste sprog.
„Nej, at hun har latt sig besnakke til dette,“ hvisket fruen. —
„Besnakke! Just ordet: besnakke!“ gjæntok præsten og knipset
med fingrene, „besnakke!“ Han dampet avsted.
Jeg har så ondt av henne!“ sa fruen, og nogen tårer fallt.
Dette tok præsten: „Hør, mutter, vi skal tale med henne, vi to!“
og skred tungt avsted.
En stund efter stod Magnhild innenfor kontordøren, undrende
på hvad de vilde henne. Præsten begynte: „Er det virkelig sant,
Magnhild, at du er gåt in på at være konen til denne sadelmaker-
kroppen?“ Præsten brukte ofte hin fællesbetegnelse: „kroppen“
istedenfor at nævne navn. Magnhild blev så rød som hun vel
aldrig ænnu hadde været. Dette opfattet begge som en tilståelse.
„Hvorfor kommer du ikke til os med slikt?“ sa præsten ærgerlig.
„Det er så underligt av dig, Magnhild,“ sa fruen og gråt. Magn-
hild var rent forfærdet.
„Vil du virkelig ha ham?“ spurte præsten, og stilte sig av-
gjørende op foran henne. Nu var jo Magnhild aldrig blet vant til
fortrolighed. Spurt således turde hun heller ikke nu likefrem gi
sig til at fortælle, at fra først av hadde det været spas; at hun
siden vel hadde anet alvor, men at det bestandig på ny var blet
opblandet med spas, så hun ikke hadde brydd sig videre med
at sige imot. Hvorledes kunde hun, mens præsten stod over
henne, begynne på en slik lang fortælling? Og så begynte hun
istedenfor at gråte.
Nu — pine henne vilde jo præsten ikke. Gjort var gjort. Han
hadde ondt av henne, og så vilde han i sin hjærtensgodhed hjælpe
henne med at lægge grunner opunder hennes valg. Skarlie var jo
en meget formuende mann, sa han, og hun en fattig jænte; hun
kunde visst ikke vænte bedre parti for så vidt. Gammel var
han; men han hadde selv sagt at han betragtet det mere som en
adoption æn som et giftermål; han vilde hennes lykke.
Men alt dette kunde Magnhild ikke tåle at høre på, og så
sprang hun på døren. Der ute på gangen fallt hun i en gråt som
skulde hjærtet briste; hun måtte op på mørkloftet med den for
ikke at gjøre styr. Og deroppe fik hennes sorg efterhånden et
slags bevissthed. Det var ikke over at sadelmakeren vilde ha
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
