Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lærerinnen meget ivrige. Tilsist kom den sorte silkes, og Magn-
hild var efterhånden ikke længer likegyldig. Hun følte et rød-
mende behag i at se i spejlet sin egen figur, omfattet av fint tøj.
Hun opdaget sig selv stykke for stykke. Om det var ansigtet, så
hadde hun ikke før idag så helt lagt mærke til, at deres som
hun nu så ved siden av sig, var sammenflytende, mens hennes
— — Hun så med den sans som en smuk klædning, der sat
godt, i øjeblikket vakte.
Dette billede av henne selv stod i dager for henne. Hun vogtet
sig for at forstyrre det ved at se i noget spejl. Atter samledes de
gamle drømme, de der gik over havet til noget fremmed og stort.
Men giftermålet? Det skjøt hun i slike stemninger fra sig som
en overgangsbro der drages i land, når den er brukt. Hvorledes
hun kunde det? — Ja, hvor mange ganger i de år som fulgte,
stanste hun ikke og tænkte efter! Men det blev henne altid like
ubegripeligt.
Hun var ikke at formå til at ta på sig en av de nye kjoler,
den dag Skarlie skulde komme, ej heller til at gå ut og ta imot
ham; tværtom gjæmte hun sig bort. Senere og tilfældig kom hun
frem. Konsekvent behandlet hun både giftermål og ham som
noget der ikke kom henne ved.
Skarlie var munter; både fruen og præsten søkte nemlig at
bøte på Magnhilds mangel på høflighed, og han imøtekom dem
på en vinnende måte. Lærerinnen fant ham likefrem ælskværdig.
Magnhild sat den annen kvæll i spisestuen og ordnet nogen
saker som hørte til håndgjærningsskolen, og som nu skulde av-
leveres. Hun var alene, og Skarlie kom sagte og smilende, lukket
døren langsomt bak sig og satte sig ned ved hennes side. Hun
følte sadelmakerlugten, men så ikke op. Han talte længe om like-
gyldige ting, så hennes åndedræt atter begynte at gå rolig; hun
våget til sist ændog at se ned på ham; ti han sat fremoverlutet
og røkte. Hun så skallehodet, et busket bryn og det ytterste av
klumpnæsen; dernæst hans store næver og de for samme så ejen-
dommelige negler; de lå nemlig velformede, dypt nede i kjøttet,
der overalt, altså også foran, omgav dem som en rund, tyk ramme.
Under deres forreste del var smuss, — noget lærerinnen, der selv
hadde smukke hænder, hadde gjort eleverne opmærksomme på
som en dødssynd. Hun så på de rødlige, strittende hår, der over-
alt dækket disse næver. Han hadde tidd en stund; men som
om han følte sig beskuet, rettet han sig, og med smil strakte han
en av disse næver mot henne: „Jo, jo, Magnhild! —“ han la den
over begge hennes. Det gav et rykk i henne, og umiddelbart der-
efter sat hun som lam; hun kunde ingen bevægelse, ingen tanke
få frem, uten den at en stor hummer hadde tat tak. Hans hode
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
