Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNHILD 221
utgik vilje av fruens ord, armer, fingre; Magnhilds hår blev løst,
utslåt, ordnet, derpå bundet i en knute i nakken og ellers git frit.
„Se nu!“ og et spejl blev holdt frem. Alt dette økte den unge
kvinnes forvirring i en sådan grad, at hun næsten ikke visste
hvem hun selv så på, da spejlet holdtes op. Den fornemme dame
foran henne, duften om henne, og barnet ved hennes knæ, som
med alvorlige øjne sa: „Nu er du vakker!“ — og ham i vinduet,
som også så ned og smilte, — hun rejste sig og vilde fly, men
bare for at omfattes av fruen og drages dypere in i rummet.
„Vær ikke unselig! Vi skal ha det hyggelig sammen,“ og hennes
hengivelse hadde atter denne hjærtensgodhed som Magnhild aldrig
hadde følt make til. „ Spring nu over efter Deres hat, og vi
skal gå!“
Magnhild gik. Hun var ikke før ene, — og en beklæmmelse,
en sorg snørte hjærtet, og fruen stod avskyelig, påtrængende, selv
hennes godhed vrængt til mangel på — måtehold, hun kunde ikke
finne ord for det som pinte henne.
„Nu? Kommer De ikke?“ Det var fruen, som i en opkrammet
hat med gyngende fjær strålte in gjænnem vinduet. Hun slog
lokkerne tilbake og drog hansker på. „Den hat klær Dem ikke
sa dårlig ænda. Kom nu! —“ Og Magnhild kom.
Den lille klynget sig straks til henne: Jeg skal gå med dig!“
sa hun. Magnhild hørte det ikke, fordi hun hørte at det gik i
trapperne; Tande, komponisten, skulde også være med. „Du
skjælver i hånden?“ sa den lille. Et hurtigt blik av fruen, hvor-
ved hun følte rødmen stige over hals, kinner, tindinger, — nok et
av Tande, som nu stod på gatetrappen, ikke fri for forlegenhed;
han hilste. „Skal vi op i skogen?“ sa den lille, som holdt henne
fast ved hånden. „Ja,“ svarte fruen; „er her ikke en gjænvej over
markerne bak huset?“ — „Jo.“ — „Så går vi den.“
De gik in i huset igjæn og ut bakveien gjænnem haven over
markerne. Skogen lå deroppe til venstre for kirken og dækket
flaten og de nederste fjællbakker. Magnhild og barnet gik foran,
fruen og Tande kom efter. „Hvad heter du?“ spurte den lille.
„Magnhild.“ — „Det var morsomt, for jeg heter Magda; det er
næsten det samme.“ Straks efter sa hun: „Har du set far i
uniform?“ Nej, hun hadde ikke det. „Han kommer her snart,
han også, så skal jeg be ham ta den på.“ Hun blev ved at for-
tælle om sin far, som hun syntes at ælske over alt på jorden.
Somt hørte Magnhild, somt ikke. De der bak talte så sagte at
hun intet ord kunde fornæmme, skjønt de kom like efter. En
gang hun hurtig så sig tilbake, mærket hun at fruens uttryk var
bekymret, hans alvorligt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
