Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
De var i skogen. „Nej, her er jo straks den aller yndigste plet!“
utbrøt fruen, og nu strålte hun igjæn, som hadde hun aldrig været
i noget annet lune æn det mest jublende. „Her slår vi os ned!“
og i det samme sat hun med et lite utrop og en latter. Han satte
sig langsomt og litt fra, Magnhild og den lille på den andre siden.
Den lille sprang straks i vejret igjæn; ti fruen vilde ha blomster,
græs, strå, mos; hun begynte at binde buketter, og det måtte ikke
være første gang at den lille samlet sammen for henne; ti hun
kjænte alle sorter ved navn og kom med glædesutrop, når hun
hadde funnet noget som moren ikke hadde set, men som hun
visste var kjært.
Tanker henkastedes; nogen, ikke alle, opfangedes av Tande, som
strakte sig i græsset og syntes at ville hvile; men fra det øjeblik
de kom in på hvad der just var hændt i de dager, at en hustru
som hadde forlatt sin mann, senere blev forlatt av sin ælsker, tok
han ivrig del, idet han på det stærkeste angrep ælskeren, mens
fru Bang unskyllte ham: det var ikke godt at handle ut av en
kjærlighed som ikke længer var til. Men ut av pligt i det minste,
mente Tande. Ak, med pligten hadde de jo tat farvel, svarte
fruen, og satte blomster i Magdas hår. Den videre samtale røbet
lejlighedsvis at fruen hadde landets beste omgang, at hun var
meget berejst og måtte ha midler til at leve, hvor og hvorledes
hun vilde. Og dog sat hun ned her i stille omsorg for Magnhild,
for Tande, for barnet. Om alle de nævnte, hadde hun et kjærligt
ord; den minste bemærkning tok hun op i sin tanke og fik noget
ut av den, likesom av de græsstrå hun nu stak in i en av sine
buketter, og det, så de tok sig ut og ikke forsvandt.
Tandes lange, bleke åsyn med det vidunderlig fine smil, det
bløte hår, der lå om åsynet likesom kjælende, var efterhånden
blet oplivet.
Den farverike, varme kvinne hos hvilken han nu sat, var jo
et stykke av den værden han levde og digtet i.
Pletten de sat på, var omgit av bjørk og asp. Furuen hadde
ænnu ikke nådd til at undertrykke dem, skjønt skuddene alt
stod der. Så længe fik også blomsterne og græsset leve, — men
ikke længer.
VI
Magnhild vågnet den næste dag — ikke til en glad erindring,
således som hvær dag i de næst foregående uker. Der var noget
i dette hun skulde stå op til, som hun var rædd, foruten at det
gav smærte. Og allikevel drog det; — hvad skulde hun op-
leve idag?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
