Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNHILD 223
Hun hadde sovet længe. Da hun kom in i stuen, så hun fruen
ved det åpne vindu, og fik straks en hilsen og et vink. En hat
blev holdt op og drejd. Litt efter var Magnhild så dypt inne i
fortryllelsen av hennes hjærtensgodhed, Skjønhed, livfullhed, at hun
nær hadde glæmt sin skoletime.
Et samlet rop møtte henne på skolen, da hun kom med en ny
hårsætning og ny hat og et hvitt kniplingstørklæ over den røde
kjole! Magnhild hadde selv været forlegen ved det, og blev det
nu ænnu mere. Men det uforfalskede bifall som mangestemmigt
fulgte, trøstet henne snart, og hun gik derifra med samme følelse
som en embedsmann der er løftet en grad i rangen.
Også den dag var det godt vejr; derfor bestemtes, at om efter-
middagen skulde man gjøre en utflugt. Om formiddagen spilte
Tande. Vinduerne var overalt åpne, og fruen sat i sit og gråt.
Der gik folk forbi og stirret; men hun ænste det ikke.
Der var også noget lidenskabelig bevæget og undertiden smærte-
ligt i hans spill idag; Magnhild hadde ikke hørt det så før. Måske
følte han det også selv som en uvilkårlig forvillelse; ti han tok
sig i det, og jog op et væld av lyse, glimrende billeder, der fløj
like in i solskinnet og insektsurret. Synet utover den av dugg
fugtige eftersommerdag var med én gang så rikt på opdagelser; i
gatestøvet, som tok på at tørre, glittret det, over engen spilte
farverne i grønt, hvor der stod annen gangs vækst; i gult og
brunt, hvor der ingen stod. Skogens farvespill i gult, rødt, brunt,
grønt vækslet overalt. Den blå tone i det øverste av det mægtige
fjæll hadde aldrig været mere mættet. Den stod stærk mot det
glittrende grålige i de revne fjæll om sjøen. Musikken samlet sig;
smærten var atter oppe, men som ekko, eller likesom opløst i
dråper, der nu og da drysset ned i den nye stemnings solkraft.
Fruen hadde lagt hodet over sin arm. Magnhild så på skuldrenes
bevægelse; selv drog hun sig tilbake. Hun likte ikke hennes ut-
stilling.
På eftermiddagsturen måtte Magnhild atter foran med barnet,
og de to kom hviskende efter. De samledes idag på et annet
sted, et stykke oppe på fjællet; fruen hadde da grått. Tande var
taus, men så måske æn mere åndig ut æn vanligt.
Samtalen gik idag ut fra det norske fjordlandskap, at de fjæll
som overalt stængte, gav et tryk på sinnet. Alle stængsler for
folkets åndsliv nævntes: vedtægtens, vanelivets, fremfor alt vane-
kristendommens, skinhellighedens drog i morsomt følge forbi;
kjærligheden blev der git en uændelig ret .... „Se, nu sitter hun
med pekefingeren i munnen igjæn!“ lo fruen; Magnhild blev yder-
lig forskræmt, og munterheden steg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
