Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228 MAGNHILD
mig! — jeg er vel ikke nær så pen som din logerende, kan jeg
tænke?“ — „Skal du ha noget at spise?“ spurte hun. — Jeg
spiste på dampskibet.“ — „Men drikke?“ Hun gik ut efter en
flaske øl og satte på bordet tillikemed glas. Han skjænket og drak
og så derved over. „Det var et satans fruentimmer! Er det
fruen?“ Magnhild blev ildrød; ti også hun så fruen stå i vinduet
— med stirrende øjne på den halvnakne!
Hun flygtet in i soverummet og derfra ut i haven, og der satte
hun sig.
Hun hadde vel sittet der nogen minutter, da hun hørte at det
gik i sengkammerdøren, derpå i kjøkkendøren, og straks efter
åpnedes døren til haven av hennes mann: „Magnhild?—Jo, der
er hun!“ Lille Magdas lyse lokkehode stak frem og så sig om
til alle sider, intil hun opdaget Magnhild, og kom da langsomt mot
henne. Skarlie var gåt tilbake.
,Jeg skulde spørge om du ikke vilde komme over og spise?“
— „Hils og sig takk; jeg kan ikke det — nu.“ Barnet stod for-
skende og stille, spurte så: „Hvorfor kan du ikke det? Er det
for den mannens skyll?“ — ,Ja.“ — „Hvem er han?“ — Magn-
hild hadde i hodet: „Han er min“ — men det kom ikke over
læben; i dets sted vændte hun sig for at skjule sin bevægelse for
barnet. Dette stod længe stille; men ændelig: „Hvorfor gråter
du, Magnhild?“ Det sagdes så søtt; det klang med minne om
hele den lyse værden som nu atter lukket sig; Magnhild tok den
lille stedforfræder in til sig og gråt over hennes hode. Derpå
hvisket hun: „Spør mig nu ikke mere, lille Magda; men gå hjæm
igjæn, her gjænnem haveporten, og sig mor at jeg kan ikke læn-
ger komme.“ Magda gik, seende sig tilbake et par ganger.
Magnhild fjærnet alle spor av gråt og gik ut for at gjøre inkjøp;
ti hennes spiskammer var omtrent tomt.
Da hun kom hjæm igjæn og gik gjænnem stuen, sat Skarlie
ænnu i sin stol, han hadde nok tat sig en lur; nu jæspet han og
begynte at stoppe sin snadde. — „Hun var jo gift, hun derover,
sa du?“ — „Ja.“ — „Er han også gift?“ — Jeg vet ikke.“ —
Jeg så dem kysses,“ sa han.
Magnhild blev blek, derpå rød. „Det har jeg aldrig set!“ —
„Nej, nej; de trodde nok ikke jeg heller så det,“ sa han og
tændte. Magnhild kunde ha slåt ham.
Hun gik ut i kjøkkenet; men det kunde imidlertid ikke ungåes
at komme in igjæn. Han sa: „Det er intet under de må holde
av dig; du er jo ansat der som forklæ.“
Hun kom med en duk for at lægge på bordet. Den kylte hun
like mot hans leende åsyn. Men han fik gripe den og lo des mere,
virkelig så tårerne stod ham i øjnene; han kunde ikke holde op.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
