Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232 MAGNHILD
hvor Skarlie just gjorde sig rejsefærdig. En del av det han skulde
hat med, var ikke kommet; han måtte rejse med det han hadde,
og om nogen dager komme igjæn. Han tok vænlig farvel.
Hun fulgte ham nedover til skolen. Næppe var hun kommet
tilbake derfra, før hun så en mann med rødt skjæg og lyst hår
komme ut fra fruen; han førte Magda ved hånd. Det måtte være
Magdas far; piken hadde hans hårfarve og noget av hans uttryk,
men ingen av hans drag, ej heller hans figur; han var noget tung.
De kom over gaten, gik in og opad trappen, — der kunde dog
ingen strid bli, når barnet fulgte med? Magnhild hørte Tande gå
og klæ sig, og hun hørte et lydeligt „goddag! Er du her?“ sagt
av Tandes stemme. Derpå intet mere; døren blev sagtens lukket.
Så inne i sin frygt var hun, at hun lyttet efter den minste usæd-
vanlige lyd derovenfra. Men hun hørte dem alene gå, snart en,
snart begge, — nu åpnedes døren, hun hørte stemmer, men ikke
strid. De kom ned alle tre og gik ut. Der, på gaten, var allerede
fruen, strålende påklædd og med smil av sit fæstlune. Tande
hilste henne; hun rakte hjærtelig hånden ut. Alle fire gik forbi
husdøren og in ad havevejen, for at gå den vanlige sti over jor-
derne til skogen og fjællet. Først gik de i gruppe og langsomt;
siden gik faren med barnet, som syntes at ville føre an, og efter
dem fruen og Tande, meget langsomt, meget fortrolig. Magnhild
stod tilbake i den yderligste forbauselse.
Om eftermiddagen kom Magda over med sin far. Han smilte
mot Magnhild og gjorde unskyldning; den lille vilde ændelig at
han skulde hilse på hennes veninne, sa han.
Han blev bedt om at sætte sig, men gjorde det ikke straks.
Han sa på hennes blomster, talte om dem med en kyndighed
hun aldrig før hadde hørt, og bad om at måtte få sende henne
nogen andre, hvis behandlingsmåte han la ut. „Det er egentlig
lille Magda som sender dem,“ sa han med et smil, idet han
vændte sig mot Magnhild. Denne gang følte hun at han med
skyhed iagttok henne.
Han så på billederne på væggen, broen over Køln, fossefallet
ved Niagara, det hvite hus i Washington, karavanen i ørkenen og
Judith av Horace Vernet; så også på nogen fotografiportrætter av
ukjænte, ofte klossede mænn og kvinner, tildels i fremmede ko-
stymer. „Deres mann har nok rejst?“ sa han, og øjet gled fra
portrætterne tilbake til Judith, mens han stod og drog sig i
skjægget.
„Har De længe været gift?“ sa han og satte sig. „I snart tre
år;“ hun blev rød. — „Du skal ta på dig uniformen, så Magnhild
kan få se dig i den,“ sa den lille; hun hadde stillet sig mellem
hans knær og stod og pillet snart ved hans brystknapper, snart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
