Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNHILD 233
ved hans skjæg. Han smilte; et par streker ved øjnene og noget
ved munnen blev i smilet mere synlige og vidnet om sorg. I
tanker klappet han den lille på håret; hun la hodet in til ham,
så godt, så tryggt.
Han vågnet av sine drømmerier med et stort, sky blik hen på
Magnhild og begynte at stryke sit skjæg og sa: „Her er meget
smukt, her.“ — „Når skal Magnhild få de blomster du talte om?“
avbrøt den lille. — „Straks jeg kommer til byen igjæn,“ sa han
og kjælte for henne. — „Far bygger fæstning,“ forklarte den lille,
ikke uten stolthed; „far bygger også hjæmme,“ la hun til, „far
bygger bestandig, og nu har vi tårn på huset, og stuerne er blet
så vakkre,— du skulde se!“ Og hun gav sig til at beskrive dem
for Magnhild, hvad hun dog for resten også hadde gjort før. Han
hørte på henne med hint smil som ikke var smil. Og som for at
komme fra det, sa han hastig: „Vi var en tur ute i formiddag,
et stykke oppe på fjællet (den lille forklarte straks hvor det var)
og derfra —“ — han vilde visst ha sagt noget; men en annen
tanke måtte ha skåret den første over.
Han sank hen. Da begynte Tande at spille derovenpå. Hans
åsyn vaktes, et stort, sky blik kom, derpå sænket han hodet og
gav sig til at stryke den lille på håret. „Han spiller overmåde
vakkert,“ sa han og rejste sig.
Næste dag rejste kaptejnen. Han skulde muligens komme
igjæn for at træffe ingeniørgeneralen, med hvem han skulde
foreta en inspektionsrejse. De tilbakeværendes liv gled in i sit
vanlige løp.
En kvæll hos fruen møtte Magnhild med en påfallende uorden
i sin påklædning.
Straks fruen opdaget den, gav hun et vink og dækket selv
hennes tilbaketog. Magnhild blev så skamfull at hun ikke vilde
gå in igjæn. Og midt under fruens leende trøstegrunner blev
Magnhild rørt over hennes uavladelige godhed, hennes ælskelige
omsorg. Det var så uvant at høre Magnhild tale helt ut, at fruen
omfavnet henne og hvisket: „Ja, barn, du kan sige jeg er god
mot dig; ti du dræper mig!“ Magnhild rev sig hurtig løs; hun
bad ikke med ord om nogen forklaring, ti dertil var hun altfor
overrasket; men øjne, miner, holdning — døren var åpnet, hun
fallt fra overraskelse i skamfullhed. Tande vændte sig imidlertid
smånynnende hen til Magda, som hadde han intet mærket; han
gav sig til at leke med den lille. Senere talte han til Magnhild
om hennes sang, som hun ikke mere måtte avbryte. Kunde det
ordnes så, at hun fik bo i byen (og det måtte med lethed kunne
ordnes så), skulde han både selv hjælpe henne og skaffe henne
bedre hjælp æn hans.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
