Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
IX
Ut på det femte året derefter, en søndagskvæll om våren, gik
endel jænter op efter ladestedets eneste større gate; de gik
arm i arm, flere og flere samlet sig; ti jænterne gik med tre-
stemmig sang.
Utenfor sadelmakerhuset (som for resten intet skilt og ingen
butik længer hadde) gik de langsommere, som skulde sangen der
til gagns høres. Kanske væntet de også på at få se et åsyn i de
lave vinduer; men de så intet, og toget snart videre.
Da de siste var drat forbi, rejste en kvinne sig av den store
stol i kroken. Hun var ikke mer æn halvt påklædd, gik med
slæpetøfler og uredt hår. Da hun visste at ingen bodde like over-
for, og hun ingen så i gaten, våget hun sig hen til vinduet, fallt
der i tanker med hodet lænet mot armen og denne til vindus-
skillet. Hun lyttet til harmonierne som nu og da nådde ned.
Dette kor var en erindring om at Magnhild engang hadde ælsket
sang og tænkt sin bestemmelse i den. Det var henne selv som
nu stod her, og som, tross søndagen, eller kanske just fordi det
var søndag, ikke hadde funnet det umaken værdt at klæ sig;
klokken var seks om eftermiddagen.
Hun vaktes av vognrammel fra den annen kant. Dampskibet
var altså kommet. Så tilvant var hun den eneste avbrytelse i
ladestedets øde, at hun glæmte hun ikke var påklædd; hun måtte
se hvem som kom. Det var to damer, den ene med et barn i
armen og en solskjærm, den annen med flaggrende slør, livlige
øjne i et noget rundladent åsyn; hun bar skotsk rejsedragt; —
idet vognen ilte forbi, nikket hun in til Magnhild, det rejse-
brune åsyn strålte; nu vændte hun sig og vinket med sin be-
hanskede hånd.
Hvem i al værden kunde dette være? Magnhild var av over-
raskelse, der hos henne altid blev til unseelse, veget langt in på
gulvet. Hvem kunde dette være?
Der var noget kjænt som vilde frem, men ikke kunde, — da
den samme dame i løp kom nedover igjæn. Hennes raske dragt
gav fart; nu hoppet hun op på trappen og stod i den opslagne
dør; de så begge på hværandre.
„Kjenne du meg inkje?“ sa den elegante dame i bygdens
bredeste dialekt.
„ Rønnaug!“
„Javisst!“ Og de omfavnet hværandre.
„My dear! I am here bærre for di skuld. I will seje deg, at
all those years I have tænkt meget på denne stund. My dear
Magnhild!“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
