Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNHILD 247
den unge kapellan, som bodde hos Magnhild i det forhenværende
sadelmakerværksted. Rønnaug hos præsten? Ænnu klokken 11
var hun der. Og da hun kom ut, fulgt av præsten, en ung, blyg
mann, stak hun bare hodet in til Magnhild, hilste og forsvandt
igjæn, fulgt av præsten.....
Magnhild fik ænnu mere at undre sig over; ti senere på dagen
så hun Rønnaug i følge med Grong. Det krænket henne, uten at
hun rigtig gjorde sig rede hvorfor. Dagen derpå søkte Rønnaug
henne, men rent i forbigående; der blev talt noget om forskjellige
folk i ladestedet som det hadde moret Rønnaug at finne igjæn,
ikke et ord om rejsen. Der gik flere dager, og den nævntes ikke;
kanske hadde hun opgit den!
Men så hørte Magnhild om denne rejse av andre: først av
matroskonen, som gjorde rent hos henne, så av den hun kjøpte
fisk av, tilsist av alle. Hvad skulde hun gripe til? Ti hun vilde
under ingen omstændighed følge.
Rønnaug fortalte henne at hun læste Norsk med Grong, også
med præsten, for ikke at plage én ad gangen for meget; hun
skrev også stiler, sa hun og lo. På samme korte måte rørte hun
ved personer, forhold, nævnte dem med en karakteristik — og
straks til noget annet. Magnhild blev ikke bedt op til hotellet.
Rønnaug trillet ofte sit barn i en liten vogn hun hadde kjøpt;
hun stanste da og viste barnet for alle mennesker hun møtte;
men hun kom ikke in til Magnhild med det.
Rønnaug gjorde den overordentligste opsigt i ladestedet. Det
var ikke ualmindeligt i en havn at møte mærkelige omskiftelser i
livsvilkår. Men at dømme efter de gaver Rønnaug gav, efter hele
hennes optræden, måtte hun være meget rik, og desuagtet var
hun den grejeste, omgjængeligste av alle. Magnhild hørte idelig
hennes ros; alene præsten yttret lejlighedsvis, at hun bestemt
hadde det utålmod som karakteriserer lykkebarnet.
Men hvad hørte så Rønnaug om Magnhild? Ti det kunde vel
sættes ut over al tvil at hun spurte sig for annensteds, når hun
ikke spurte Magnhild selv. Det gjorde hun også, men meget for-
sigtig. Det var egentlig bare to hun spurte bent frem: den ene
var præsten, den andre var Grong.
Præsten sa, at i al den tid han hadde været der, og det var
nu snart i et år, hadde han aldrig hørt eller set annet æn godt.
Skarlie var en uklarere person; efter enstemmigt vidnesbyrd hadde
han bosat sig her alene for tilbunds at studere forholdene og så
utnytte dem — „uten konkurranse og uten kontrol“. Han var
„ironiker og kyniker“; men præsten kunde ikke nægte at det
undertiden var morsomt at tale med ham. Præsten hadde aldrig
hørt annet æn at Skarlie var hensynsfull mot sin hustru — eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
