Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNHILD 251
Men dette så i grunnen ikke Rønnaug; ti nu var hun selv i
stærk bevægelse. „Du har intet hjærte, Magnhild, det er forfærde-
ligt at sige det! Så længe har du latt dig slæpe i skarnet, til du
har tapt al følelse — ja, det har du! Da jeg tvang dig til at se
mit barn, gad du ikke engang kysse det! Du bøjde dig ikke en-
gang ned til det, du sa ikke et ord, nej, ikke et eneste ord, du
så ikke hvor vakkert det var!“ — Gråten stanste henne på ny.
„Men det forstår sig,“ fortsatte hun, „du har jo selv ikke hat
noget barn. Og det kom jeg til at huske — for ellers var jeg
rejst igjæn — straks! — Så skuffet som jeg blev, — nu, det
har jeg også skrevet til Charles!“ — Med annet og stærkere tone-
fall avbrøt hun sig selv: Jeg vet ikke hvad du tænker på. Eller
også må alting være dødt i dig! Når du kan få din fulle frihed
— og så vælger Skarlie! Skrive efter Skarlie!“ — Hun gik hurtig
op og ned, sa så: „Nej, nej, så dette er Magnhild, som var så
fin og ren at hun reddet mig!“ Hun stanste og så på Magnhild.
„Men det skal jeg heller aldrig glæmme, og du skal følge mig,
Magnhild!“..... Og med pludselig bevægelse: „Har du da
ikke et ord til mig? Kan du ikke skjønne at jeg holder av dig?
Har du rent glæmt, Magnhild, hvor jeg bestandig har holdt av
dig? . . . Bryr du dig slet ikke om at jeg er kommet her efter
dig like fra Amerika?“
Hun la ikke mærke til at hun sa ut sit hele ærend; hun stod
og væntet på at se Magnhild vågne og vænde sig. Hun stod ikke
nær nok til at se at nu fallt der tårer i vinduskarmen. Hun så
bare at Magnhild ikke rørte sig, ikke med den sagteste bevægelse;
dette oprørte henne, og hastig i sine bestemmelser, når hjærtet
var fullt, gik hun. Magnhild så henne ile gråtende op ad gaten
uten at se in.
Og Rønnaug stanste ikke i sin gråt, ikke engang da hun lå
over sit barn og kysste det. Hun tok det atter og atter op til sig,
som vilde hun være viss på sit livs erhvervelse.
Hun hadde væntet at Magnhild kom efter. Klokken blev 8,
der kom ingen Magnhild; den blev 9, ænnu ingen; hun kastet et
sjal over hodet og listet forbi sadelmakerhuset. Mannen måtte
være kommet for længe siden. Der var ganske stillt, og ingen
ved vinduerne. Hun gik hjæm igjæn og overvejde, idet hun la
sig, hvad hun nu skulde gjøre, om hun virkelig skulde rejse uten
Magnhild — det var bare et øjeblik hun tænkte så — nej, hun
vilde bli og tilkalle hjælp! Hun vilde våge et slag, og det med
selve Mr. Skarlie, understøttet av præsten og Grong og andre
hæderlige folk. Hun tænkte måske noget amerikansk om saken;
men bestemt var hun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
