Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNHILD 261
Den golde stenvej hadde steget op i Magnhilds minne, så ofte
som det syntes henne at hennes spildte lange livs leje lå som
en sådan. Her møtte det atter således. Den trøst hun nylig hadde
fåt, kunde længe ikke tale. Ti der fulgte henne jo så meget uløst
og usikkert. Hun nærmet sig nu utgangspunktet for altsammen;
fra højen kunde præstegården sees.
Det var avtalt at de skulde ta in her. Vognen gled nedover
mot den venlige gård gjænnem en bjørk-allé. Rønnaug fortalte
Miss Roland om præstefamilien, og gjorde det morsomt. Da
skræmtes de alle op ved at vognen vilde vælte. Like ved svingen
op mot trappen hadde kusken kjørt op på en stor sten, som lå
og bød sin laveste side frem nætop på denne kant. Både Røn-
naug og Miss Roland gav et let skrik, — og da alt var overståt
uten videre fare, lo de. Til deres glæde lo Magnhild med. Så
lite tilfældet var, det hjalp til at flytte henne. Nu var hun med
én gang på præstegården! Denne sten — hvor mange hundre
vogner hadde ikke kjørt op på den; men kom den nogensinne
væk? Der stod gamle Andreas, gamle Søren, gamle Knut! Der
så også gamle Ane ut! En hund gjødde fra stuen; Magnhild
spurte: „Har de fåt hund?“ Rønnaug svarte: „Så skal jeg vædde
den er kommet av sig selv!“
Gamle Ane tok tøjet, Rønnaug barnet, de blev alle fra gangen
vist in i dagligstuen; men der var ingen uten hunden, en stor
lurvet en, som for det første gode ord opgav sin vrede, og gik
makelig snusende og loggrende fra den ene til den andre, derpå
tilbake til ovnen — la sig, fet, forsørget.
Det knaket og braket ovenpå; det var præsten som rejste sig
av sofaen. Denne springfjærsmusik kjænte Magnhild så godt.
Hunden kjænte den også; han rejste sig, han vilde ut for at følge
sin herre. Men denne, som hørtes i den sukkende trætrappe, gik
ikke ut, men kom in, så hunden bare hilste på ham, loggret, og
gik atter tilbake til ovnen, hvor han væltet sig stønnende efter så
stor bevægelse.
Præsten var den samme i alle mulige måter. Han hadde hørt
om Rønnaug og var glad ved at se henne; hans fete hænder
holdt hennes så venlig og længe, og ænnu længer Magnhilds.
Han hilste på Miss Roland, og barnet hadde han moro av; det
var blet livligt ved de nye ting i stuen, især ved hunden.
Og da han hadde tændt pipen og fåt de andre og sig selv til
sæte på de broderte stoler og sofaer, var det første han måtte
fortælle (ti det var nætop for en månedstid siden så heldig til-
ændebragt) at „småpikerne“ var blet forsørget. De hadde nemlig
fåt hvær sin livrente. Det var virkelig på udmærket sikkre vilkår.
Gud hadde i sin ubegripelige nåde været så god imot dem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
