Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
262 MAGNHILD
Mere bekymret hadde de været for „frøknen“ (den fordums
lærerinne kalltes så). De hadde jo tænkt også at gjøre noget for
henne, skjønt det næppe var blet tilstrækkeligt; dertil strakte
deres midler næppe, og selv kunde hun intet mere ha fortjent
sig; ti hun var blet så besværlig. Men Gud hadde i sin uran-
sakelige nåde også tænkt på henne. Hun behøvde ingen livrente
mere. Hun hadde været i besøk hos en slægtning ikke så mange
mil herfra; der hadde Gud kallt henne til sig; hun hadde ikke
tålt rejsen. Efterretningen var kommet til dem for et par dager
siden, og præsten var i stor uvisshed om han kunde rejse til be-
gravelsen; det berodde på et brudepar, om det kunde opsætte
vielsen et par dager. „Således går det, kjære Magnhild, omskif-
tende i livet. Den ene til graven, den andre til brudeskammelen.
Ak ja! — Det var da en vakker kjole du der har, mit barn.
Skarlie er sandelig en god mann mot dig. Man tør ikke sige
annet. “
Ændelig kom fruen og de to døttre. Det litt våte hår, de rene
manschetter, de nystrøkne kjoler viste at de hadde gjort toilette.
De talte ikke, det besørget præsten; de nejde bare, idet de tok i
hånd, fant sit broderi og satte sig på hvær sin broderte stol.
Den ene av døttrene rejste sig dog snart og hvisket til moren;
man kunde av retningen som først hennes, så morens blik tok,
slutte sig til, at det var et spørsmål om flordraget over spejl,
billeder og et par gipsfigurer skulde tages av. Da piken atter
satte sig, var det sansynligvis besluttet at det ikke skulde tages av.
„Og frøknen, som er død?“ sa Magnhild. Alle tre sænket på én
gang broderierne og løftet hoderne. „Hun døde av slag,“ sa fruen.
De sat litt; derpå broderte de videre.
Præsten rejste sig for at få hunden ut. Den gik overmåde
skamfull, hvilket præsten roste den for. Derefter fulgte flere av
dens dyder i langsom fortælling. Den var kommet til dem for tre
år siden; Vorherre alene visste hvorfra; men også han alene visste
hvorfor: ti allerede i næste sommer hadde den frælst frøknens
liv, da Ole Bjørgans gale okse var kommet imot henne på hennes
vanlige spasertur til kirken.
Den tredje store begivenhed: at gamle Andreas hugg sig i foten,
kom dernæst i like langsom fortælling. Præsten gav just hvad
gamle Andreas sa, da præsten hadde båret ham in på sengen, så
blev fortællingen avbrutt ved at det skrapet ydmygelsen på
døren; det var naturligvis hunden. Den svære præst rejste sig
straks for at lukke ham in, gav ham gode, advarende ord, der
blev mottat med loggrende tilbakeholdenhed.
Hunden så sig rundt. Og da fruens øjne åbenbart så mildest
på den, gik den straks dit, og slikket den hånd hun gav ned.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
