Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNHILD 263
I det samme rejste Magnhild sig, gik like hen til fruen, strøk
hennes hår; hun følte at alle så på henne, men mest fruen, i
forlegen forundring — og Magnhild hadde ikke ævne til videre at
klare hvad hun her hadde påtat sig, skyndte sig derfor ut. Der
blev stille i stuen efter dette.
Hvad var det? Hvad var hændt? Det var hændt, at Magnhild
hadde om formiddagen fåt et brev, som vi kjænner; men derefter
så hun på præstegårdslivet med nye øjne.
Det kjedsommelige oplot sig; hun så bak det in i en hjærte-
lighed og en uskyll hun altid hadde overset, og hun begynte at
ane noget.
I præstens fortællinger, fra den første til den siste, ikke et ord
der gav minnelse om at han eller nogen av dem hadde gjort
noget godt. Man måtte selv opdage det. Men det hadde hunden
gjort, før Magnhild hadde gjort det.
Den takket; hadde hun nogensinne gjort det? Og det strømte
så stærkt in på henne, at hun måtte derhen, hun også. Først i
færd med det, følte hun i alles forundring hvor uvant de var
til takk eller takkens tegn fra henne, og dette skræmte henne,
så hun gik.
Hun gik vejen bortover mot kirken, måske fordi denne nætop
var omtalt. Selv optoges hun helt av sit nye syn. Hun hadde
til dette øjeblik nøjagtig set alle deres naragtigheder, det var sant.
De hadde ærgret, moret eller kjedet henne. Men hun hadde ikke
før nu set, at det som nylig var blet rost hos henne selv, hadde
hun fåt i dette hus; det hadde her bredt sig beskyttende over
hennes sjæl, som broderierne over møblerne i deres stuer. Hadde
Skarlie kunnet nytte alle husets svakheder til at liste sig in på
henne, hun hadde dog også i dette hus fåt den styrke hvormed
hun hadde holdt imot ham til idag.
Hvis hun her levde forholdsløst, så var skyllen ikke bare
husets rolige vanegang, men mest hennes egen, som allerede her
hadde stængt sig in i sine drømme. Det skulde hele den over-
bærenhed til som også var huset egen, for allikevel at ta henne
så vidt med som hun var kommet. I et annet hus vilde
hun være sat på porten, — tung, uskjøn, utaknemlig som hun
hadde været!
Ja, utaknemlig! Hvem hadde hun nogensinne takket? Jo, én,
— ham som hadde gjort henne mest ondt — men også mest
godt; ti ham ælsket hun. Dette kunde ikke regnes.
Men hvem ellers? Ingen her! Ikke Skarlie, skjønt han hadde
været vedholdende god mot henne i meget, også han. Ikke fru
Bang, og hvor hadde hun dog ikke været god! Ikke Rønnaug,
nej, ikke Rønnaug heller!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
