Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNHILD 265
De rejste sig alle, da Rønnaug trådte in. Magnhild lot henne
se på klokken. Sandelig, den var ti! Magnhild hadde længe været
oppe. — Og sunget?
Pikerne fjærnet sig for at bringe kaffe, ægg o. s. v. in i spise-
stuen. Straks Magnhild så de var ene, skyndte hun sig med at
spørge Rønnaug om hun visste at Grong var her. Rønnaug for-
talte hun hadde nætop møtt ham. „Jo,“ hvisket Magnhild, „han
er på rejse efter sin søn. Tænk, han er flygtet med sin forlovede!
Han er 20 år, og hun er vel 16!“
„Altså versene?“ — „Var naturligvis av ham. Grong raser.
Han hadde jo villet opdrage ham til digter!“ De lo begge. Gutten
var virkelig overmåde begavet, fortalte Magnhild videre, og faren
hadde for hans skyll læst alt muligt, og hadde rejst med ham i
Tyskland, Frankrike, Italien, England. Nu skulde han få et in-
tryk av fedrelandets natur og folkeliv, og så — vips! — borte
er han!
Grong hørtes i trapperne, så mere blev ikke fortalt. Men de
fik et hvasst blik, da han kom in. Han gik frem og tilbake, gjæmt
i sit skjæg som i en skog, og dulgt bak brillerne som et billede
i en brønd.
Man satte sig til det sene frokostbord, hvor fruen forlegen-venlig
mottok én for én. Præsten var nede i skolehuset i et møte.
Efter bordet, hvor Grong ikke oplot sin munn til annet æn mat
og drikke, gik han gjænnem dagligstuen og gangen like ut på trap-
pen. Rønnaug gik tappert efter; ti hun vilde tale med ham. Han
mærket det og vilde komme bort, blev inhæntet, og måtte med
henne gå bortover vejen. Men da han hørte hvad det gallt, skrek
han op: „Jeg er pinedød så kjed den lange kone og hennes kjed-
sommelige bestemmelse, at av mig får De ikke et ord! Jeg vænter
desuten på min skyss.“ Han vilde vænde; men Rønnaug holdt
ham leende og førte ham tilbake på æmnet. Men før hun fik for-
tælle hvad han måtte vite, avbrøt han:
„Hun har tørt hen ingensomhelst bestemmelse; det er hemme-
ligheden!— Hennes sang? Tande har skrevet så ofte til mig om
den sang. Nu har jeg hørt på den her imorges — og vet De
hvad? korrekthed, teknik, ren tone, ja visst; men ingen fantasi,
intet gjænnembrudd, intet inhold, — hvor pokker skulde hun også
ha fåt det ifra?
Hadde hun hat fantasi, så hådde hun hat energi, og med hen-
nes sangmiddel, hennes tekniske sans været sangerinne —
enten der var en Tande til eller ej, enten hun hadde været gift
med Skarlie eller Farlie.“
Tross den hårde og plumpe form kunde der være så vidt sant
i hvad han sa, at det var værdt at få Magnhilds historie lagt helt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
