Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
266 MAGNHILD
til rette for ham. Grong kunde ikke motstå drag av et sjæleliv.
Han blev lutter øre, glæmte både sin vrede og sin skyss.
Han hørte om den Magnhild som næppe gad klæ sig på, og
som lot Skarlie gjøre og sige hvad han lystet, men som, i det
øjeblik Skarlie nævner Tandes og hennes navn sammen — d.v.s.
bryter in hvor hun sitter gjæmt — straks flygter fra ham like til
Amerika! Det var kanske ikke energi i det?
Han fik høre om den Magnhild som, stanset i det største, intet
mere vilde. Forholdet til Tande blev lagt åpent: Grong kjænte
det jo tildels fra Tande selv. Rønnaug trodde det rigtigt også at
fortælle ham Tandes brev; hun husket det; ti det hadde gjort et
stærkt intryk.
Hvilket intryk gjorde det nu ikke også på Grong!
Hvad måtte det ikke ha kostet denne mann i sin tid at opgi
hvad han først hadde trodd sig bestemt til? Og nu igjæn at opgi
sønnen? Hvor kunde hun og Magnhild ha ledd av sådant — som
de hadde gjort det den samme morgen!
„Trøst i at tænke sig at vor bestemmelse er større og mang-
foldigere æn vi selv ser? Ja, for den som viljeløst og blindt under-
ordner sig den ukjænte styrelse! Jeg kan det ikke!“ Han løftet
sin knyttede hånd, men lot den stille synke. „Er det en forbry-
delse at styre mot bestemte mål, sætte sin vilje, sit ansvar på det?
Se det insekt der! Det går bent frem; det vil noget visst. Nu
trær jeg det ihjel. Se så!“
Om litt blev han ved: „De skulde ha set min hustru! Hun
ilte avsted med flaggrende slør; øjne, tanker funket. Hvorhen?
Just som hun ved min hjælp begynte at klare sine ævner, sluk-
net hun. Stjærneskudd!
Jeg hadde en ven. Hvilken begavelse, og hvilken længsel!
Hvor var han ikke skjøn! Nogen og tyve år gammel fallt han
på en dansk skanse, næppe omtalt, næppe erindret. Stjærne-
skudd!
Men hvilken omhyggelighed for tilværelser som ikke vil eller
kan noget! Hin fisker i Nordlandene blev reddet, han alene, da
en hel bygd gik under. Og han fik leve i over 60 år, dum som
den torsk han drog op av havet.
For andres skyll? Til de medlevendes opdragelse? Til frugt-
barhed for efterslægten? Jaja, trøst jer med det! Forat jeg skal
kunne det, må jeg selv se det, selv føle det. Muldvarpens liv i
mørke og tilfældighed kan jeg ikke leve, selv med attest på at
engang skal det lyse op, nemlig hinsides. Jeg beundrer dem som
kan det!“
„D. v. s. foragter dem!“ inkastet Rønnaug. Han så på henne,
men svarte ikke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
