Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNHILD 267
Rønnaug vilde gjærne vite hvad man nu skulde råde Magnhild
til. Han svarte raskt: „Til at arbejde!“ — „Uten mål? Bare
arbejde?“ — Han stanste. „Jeg skal sige Dem ett, gode frue.
Magnhilds ulykke har været den at hun sit liv igjænnem har fåt
alt hun skulde ha, hvært måltid, hvær kjole. Hadde hun været
i strængt arbejde, eller opdraget barn, så hadde hun ikke hængt
efter drømme.“ — „Altså arbejde uten mål?“ gjæntok Rønnaug.—
„Der er så mange slags mål,“ sa han grættent, og siden tidde han.
Det var åbenbart at han hadde løpt ringen rundt, og stod atter
i vrede over det der var hændt ham selv.
De hadde vændt om, og var i den venlige bjørk-allé ved gården.
Derfra hørte de sang, gik nærmere, stanste og hørte nøje på. Ti
vinduerne var åpne, og hvær tone kom klar og likelig. „Jo, der
er uskyll i den røst,“ sa han, „det er sant. Men uskyll er en
passiv egenskap.“ De gik videre.
„Altså dog ikke bare teknik?“ spurte Rønnaug.
Herpå svarte han ikke. Han var kommet i en annen tanke-
række. Idet de stod foran huset, stanste han: „Hun som jeg er
vel bærere av halvfærdigt slægtsarbejde. Dog — hennes slægt
dør jo ut med henne .. og min? — Nej, man kan bli gal av
dette! Hvor er min skyss?“ —
Han strøk forbi hovedbygningen bak mot gårdsplassen; Rønnaug
langsommere efter. Skyssen var ikke kommet. Han brummet en
del, og slentret op mot vognskjulet som stod åpent, og hvor han
så Rønnaugs vogn. Hun kom til, og han talte med henne om
vognen. Den var dog for let til rejsevogn, mente han. Det ene
forhjul måtte allerede være blet beskadiget; ti det var avtat. Altså
berodde det på smeden hvor længe damerne skulde bli her. Men
han rejste straks; ti der — ændelig! — kom skyssen.
Han tok let farvel, som skulde han bare om næste hjørne;
han gik in efter sit tøj. Rønnaug vilde dog vænte til han kom
ut igjæn.
Hun hadde godhed for ham. Det var kanske ikke så galt med
sønnen som faren nu så det. Der var slik uro i Grong. Kom
det ikke av at han hadde så mange slags „begavelser“, men ingen
bestemt begavelse; hun hadde just engang hørt ham bruke dette
uttryk halvt i spøk om en annen. Men samlet i én hovedævne
måtte det være, det følte hun. Så var det dog med Magnhild;
men kanske var den for liten? Det tekniske? Ja, var dette hen-
nes hovedævne, så kunde den vel søke sit utslag i sangen!
Klart blev det henne ikke. Og det var så trøstesløst; ti her
skulde jo gives råd, tages beslutning. Hun bad til Gud for ven-
innen, og for ham, den mørke mann, som nu kom ut, fulgt av
fruen, den eneste han syntes at ha sagt farvel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
