Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
270 MAGNHILD
gav henne det tilbake med den besked at dette kunde hun nok
læse. „Her skal du få se hvad din rejse har utrettet,“ la hun til.
Brevet var fra den lange Lovise:
„Kjære Magnhild!
Jeg skulde idag op til dig efter det mønster som du lovte at
greje for os. Men så traf jeg Skarlie alene hjæmme, og han var
ikke rigtig — ja, hvad skal jeg kalde det, for jeg har aldrig set et
så ulykkeligt menneske. Han sa du var rejst.
Jeg hørte siden at det var med fru Randon du var rejst, og så
tænkte jeg at nu må du være på præstegården deroppe, og ditop
skriver jeg. For du må ikke rejse fra os, Magnhild! Eller også
rejse, men komme igjæn til os!
Vi har nok skjønt, allesammen, at du ikke var lykkelig; men
du har ikke villet tale; så har heller ikke vi. Men kan du ikke
være hos os?
Hvor skal det gå os med det nye arbejde som vi nætop nu er
kommet in på? Vi grejer os ikke alene. Og så sangen! Kjære
Magnhild, mig og Marie takker så mange; det et jo nu vi som
står for det. Men vi vet alle hvem vi skyller at vi har vort gode
utkomme, har det hyggelig sammen, og kan støtte, den ene den
andre. Nu du er rejst, kommer det så frygtelig på os, at vi visst
aldrig har gjort dig nogen rigtig glæde, så du kjænner os ikke.
Vi skulde kunne gjøre meget for dig igjæn, kan du tro, hvis vi
bare fik lov. Rejs ikke fra os! Eller kom tilbake til os, når du
har rejst! Din inderlig, inderlig taknemlige
Lovise.“
Brevet hadde en overmåde sirlig efterskrift av Marie:
„Jeg blev så bedrøvet, da Lovise fortalte mig det. Hun har
mere fremfærd æn jeg pukkelryggete stakkar. Hun har alt skrevet
og sagt hvad vi alle, ja alle tænker ved det.
Men jeg har den største grunn til at skrive! Hvad var der
blet av mig i værden, om du ikke var kommet på skolen, og
hadde fåt mig flink i det som just ligger for mig? Uten dig
hadde jeg været andre til byrde, eller jeg hadde arbejdet uten
glæde. Nu er det som jeg er med på noget som bestandig skal
vokse. Ja, nu er jeg glad!
Så har jeg sagt det! Hvor ofte vilde jeg det ikke; men en
turde ikke rigtig, for så blev du sky!
Vi kunde i grunnen ha hat det så godt sammen. Men kunde
det ikke bli så ænnu? Din
Marie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
