Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNHILD 271
Etterskrift:
Du vil kanske tro jeg mener at du har overset os. Nej, det
har du ikke. Du har været for tålmodig med os til det.
Men det lot som alting var dig det samme, og menneskene
med; det mener jeg.
Kan du ikke, som Lovise siger, komme til os? Vi skal slå
os sammen om dig som en bisværm om sin dronning. Kjære
Magnhild!“
Der er intet bedre uttryk for det som nu hændte Magnhild,
æn at nye livskilder vældet op. Denne hjælp av det hun aldrig
hadde tænkt anderledes på, æn at det var tidsfordriv og vane-
gang, gjorde sin gjærning. Hun vilde dog prøve at fortjene denne
hengivenhed; hun visste nu hvad hun skulde.
Hun gik og talte med Rønnaug ute på gården. Det begynte at
bli kvæll; hønsene var gåt in, og satte sig just kagglende op;
hjæmmekjørne var hæntet fra marken og drog forbi. Højduft slog
dem nu og da i møte; ti der kjørtes i lade.
Rønnaug kjænte sig så sikker, at hun turde sige Magnhild hvad
samme post hadde bragt, nemlig blad som hadde telegrammer
fra München, at Tande var død. Det bevæget ikke Magnhild
anderledes æn at de stanste en stund og længe gik tause; ti han
hadde jo altid været tænkt som noget fjærnt; han føltes heller nu
nærmere. Og det han nylig hadde sendt henne til vejledning,
blev dypere sant.
Det næste hun tok op at tale om, var heller ikke Tande, men
Skarlie. Det blev dog måske rigtigst at sende bud på ham, så de
kunde få opgjør, før hun rejste. Rønnaug var ikke utilbøjelig til
at gå in herpå; kun vilde hun at ikke Magnhild, men hun skulde
besørge Opgjøret. Der var ikke mere at sige æn hvad Magnhild
nu hadde bestemt sig for.
Samtalen gik av og til, likesom de selv. Alt husets folk var
ute på højing; der var også Miss Roland med barnet. De vilde
også selv dit hen. Da kom der en gut in på gården, blistrende,
med begge hænder i lommen. Ved at se de to damer stanste han
både gangen og blistringen. Han intok stilling på højre fot; den
venstre satte han frem på hælen, idet han bevæget benet, så fot-
bladet stod og viftet.
Snart kom han nærmere. „Er det du som heter Magnhild?“
spurte han i bygdens klingende dialekt. Han så på den rette,
som også svarte ja. Jeg skulde be dig komme ned i plassen vor,
Synstevollen; for der sitter en krop og vænter på dig.“ —
„Hvad heter han?“ spurte Rønnaug. — „Det skulde jeg ikke
sige,“ sa gutten; han satte atter venstre fot frem, viftet med fot-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
