Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ut som en engel. Mor hadde sagt det; men de fik ikke
se ham.
Stina kom in, da de holdt på med det siste; hun bad dem
følge med sig ut, og de adlød.
En dør stod åpen til venstre; jeg kunde se bokhyller der
inne, så jeg skjønte at der måtte biblioteket være. Jeg hadde
lyst til at finne hvad disse gutters far nætop læste — forsåvidt
han læste. Det første jeg fant opslåt på pulten ved siden av
brev, regnskapsbøker og fabriksprøver, var Bain. Og Bains engel-
ske venner var de første jeg fik øje på i den nærmeste hylle.
Jeg tok ut en, og jeg så at den var læst. Dette stemte med hvad
jeg hadde hørt om Atlung.
I det samme lød bjæller fra gården. Jeg tænkte mig at fruen
kom hjæm, og jeg satte in bøkerne i samme orden som jeg
hadde tat dem ut; derved kom nogen bak dem i uorden (ti de
stod i to rækker) og disse, som altså var gjæmt, fik jeg også
lyst til at se, hvilket tok tid. Jeg kom først ut av biblioteket idet
fruen kom in ad hoveddøren.
III
Fru Atlung blev åbenbart glad ved at se mig. Hun hadde en
særegen gang, omtrent som strakte hun aldrig knærne helt ut;
men som hun nu engang gik, kom hun hurtig mot mig og grep
en av mine hænder med begge sine og så mig så længe i øjnene,
til hennes fylltes av tårer. Det var naturligvis bryllupsrejsen det
gallt, hennes livs skjønneste dager; — men tårerne?
Nej, ulykkelig kunde hun ikke være. Hun var i den grad den
samme, at hadde hun ikke været noget fyldigere, kunde jeg ikke
— ialfall ikke straks — ha opdaget den minste ændring. Uttrykket
var nøjagtig det samme uskyldige og spørgende, ingen begynnelse
til en strængere linje eller en annen farve; selv håret lå i samme
lokker om hennes bakoverbøjde hode, og den halvåpne munn
hadde den samme bløthed, var like urørt av vilje, øjnene hadde
den samme milde glæde, ændog stemmens litt tilslørte klang var
den samme barnlige.
„De ser ut som De slet intet har oplevd av annen art æn sist,“
var også det første jeg måtte sige til henne. Hun så smilende op
på mig, og ikke en skygge sa nej til det. Vi tok plass i hvær vor
stol, frit på gulvet, nær til bibliotekdøren; vi vændte ryggen til
vinduerne og så mot en væg, hvor mellem byster og statuer,
bårne av de utskårne træfigurer, untagelsesvis hang et par malerier
på de polerte felter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
