Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
støv 285
Jeg gjorde rede for min rejse, fik takk for at jeg ændelig var
kommet; jeg hilste fra hennes forældre, hvorom vi talte litt. Hun
sa hun hadde tænkt på sin far idag; hun vilde så gjærne ha hat
ham med sig; ti hun kom nætop fra en døende mann, som var
det skjønneste hun hadde set. Under dette hadde hun fåt sin
yndlingsstilling, det vil sige, hun sat litt fremoverbøjd, med hodet
helt tilbakehældet, og øjnene i det øverste av væggen eller i taket.
Med en finger sat hun og trykte på sin åpne underlæbe, ikke i
ett, men gjæntagende den samme bevægelse. Nu og da vugget
hun litt med overkroppen. Øjnene var som fæstet; de søkte
ikke mig, fordi om hun spurte, eller fik svar, uten når noget
ganske særeget lokket henne ut av hennes stilling. Men hun in-
tok den straks igjæn.
„Tror De på udødeligheden?“ spurte hun, som var det den
naturligste ting av værden, og uten at se på mig.
Men da jeg undredes, og selvfølgelig måtte se på henne, mærket
jeg at en tåre trillet ned over kinnet, og at de åpne øjne lå
fulle av flere.
Jeg følte straks at dette spørsmål var en gjænvej: det var
hennes manns tro hun tænkte på. Derfor vilde jeg spare henne
gjænvejen. „Hvad mener Deres mann om udødeligheden?“ —
„Han tror ikke på individualitetens udødelighed,“ svarte hun; „vi
gjænfødes alene i vor omgang, vor gjærning og især i vore barn;
men den udødelighed, tænker han, er nok for sig.“ Hun stirret
som før, og tårerne lå der; men stemmen var mild og rolig;
ikke en tanke av misnøje eller bebrejdelse lå i den simple med-
delelse, som visst var rigtig.
Nej, hun er ingen såkallt barnekone, tænkte jeg; og når hun
har samme uskyldige, spørgende uttryk som for ni år siden, så
er det ikke fordi hun ikke har tænkt eller ikke har prøvd noget.
„De taler altså dog med Atlung om dette?“ — „Ikke nu mere.“
— „I Dresden syntes I at være aldeles enige om disse ting; I
sang sammen —.“ — „Han var grepet av far dengang. Jeg tror
heller ikke han var helt klar ænnu. Det er kommet efterhånden.“
— Jeg så også nogen bøker som nu er sat bak.“ — „Ja, Albert
har forandret sig.“ Hun sat stille, mens hun gav disse svar; alene
den ene finger bevæget sig på underlæben.
„Men hvem sørger da for barneopdragelsen,“ spurte jeg. Nu
vændte hun sig halvt imot mig. Jeg trodde en stund hun ikke
vilde svare; men langt om længe gjorde hun det. „Ingen,“ sa hun.
„Ingen?“ — „Albert vil at det skal gå således intil videre.“ —
„Men, beste frue, om man ikke læser med dem, så fortæller man
dem dog et og annet?“ — „Ja, hvis nogen vil, så. — Og det er i
regelen Stina.“ „Altså det hele rent tilfældigt?“ — Hun hadde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
