Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
støv 299
„Å, Gud, ja!“ — „Men nu har vi hat udødelighedshåbene over os
i mange tusen år — de er meget, meget ældre æn kristendommen
—; og så lite har vi vænnet os til dem.“ — „Å, De har ret! Å,
De har tusen ganger ret! Tænk!“ sa hun, og gik videre i stille
funderinger. — „De sa før jeg var hård mot Dem. Og da gjorde
jeg ikke annet æn at minne Dem om de udødelighedshåb som
De hadde lært gutterne ...“ — „Å, det er sant; tilgiv mig! Å,
javisst! . ..“ — „For De hadde jo lært dem at det var meget,
meget bedre at være hos Gud æn her, at det at få vinger på og
være engel, det var det højeste som et lite barn kunde nå, ja at
englene selv kom og tok de ulykkelige barn ...“ — „Å nej, ikke
mere!“ våndet hun sig, og la begge hænder i sine øren. „Å, hvor
jeg har været ubetænksom!“ la hun til. — „Tror De da ikke på
det?“ — Jo, tænk om jeg tror! Disse tanker har i mit liv stun-
dom været min eneste trøst. Men De forvirrer mig ganske, tror
jeg.“ Og så fortalte hun mig så rørende at hun ikke hadde så
stærkt hode længer; hun hadde grått og lidt for meget; men håbet
om et bedre liv efter dette hadde ofte været hennes eneste trøst.
Atlungs melankolske rop, altid med de samme ord, hørtes av
og til, og nætop nu. Med et sætt var vi atter i den forfærdelige
virkelighed, at gutterne hadde vi ænnu ikke funnet, og at jo
længer det varte før vi fant dem, des sikkrere var det at de
måtte bøte for det med sygdom. Det snedde fremdeles, så at vi
tross månelyset gik i en tåke.
Da lød der et rop gjænnem skogen og snetåken — av en annen
røst æn Atlungs og av annet slag. Jeg kunde ikke skille hvad
der blev sagt; men så kom nyt rop av en ny røst, så atter av en
tredje, og det siste lød klart: Jeg hører dem gråte!“ Det var en
kvinne som ropte. Jeg hastet frem, de andre foran og efter, alle
mot den kant ropet kom fra. Vi var blet trætte av at va i den
tunge sne; men nu løp vi så let som var der fast jord under vore
føtter. Lyset fra lygterne hoppet mellem os og over os, lyste os
og blændet, ingen talte, bare åndedrættene hørtes. „Hyss!“ ropte
en ung jænte, og stanste, og som hun alle; ti vi hørte de to små
jamre med denne såre gråt barn har, når de har grått forgjæves
i lange, lange stunder, og der så ændelig kommer medlidenhed.
„Å, Herregud!“ sa en ældre mann: han kjænte slik gråt. Vi
kunde skjønne gutterne ikke længer var ene; vi gik videre, men
roligere. Vi var oppe og forbi fiskedammen, et stykke fra kløften,
hvor trærne stod regelmæssig; ti stedet lå lunt og forgjæmt.
Gråten blev naturligvis tydeligere, jo nærmere vi kom, og tilsist
hørte vi stemmer blandet med den. Det var farens og morens,
de hadde dog været de første. Da vi kom helt frem, så vi kunde
se mellem trærne in i snetåken, møtte vi to sorte klumper mot
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
