Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VI - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
noget højt hvitt; det var faren og moren pa knæ, holdende hvær
sin gut op til sig; bak dem var en snefæstning eller en knust
snehytte, deri hadde gutterne altså søkt ly. Da lygterne kom nær,
så vi hvor ynkelig forfrosne og forkomne de var; de var blå,
fingrene valne, de kunde ikke stå vel på benene; ingen av dem
hadde huer; væntelig lå disse i snedyngen, om de hadde hat
nogen. De svarte på ingen av forældrenes kjærtegn eller spørs-
mål, ikke en eneste gang sa de et ord, bare gråt, gråt. Vi stod
om dem, Stina storhulkende. Gutternes gråt og forældrenes klager,
spørsmål og kjærtegn, med den fortvilelse og glæde som skiftet i
dem, grep stærkt.
Atlung rejste sig og tok sin; det var den ældste. Fruen rejste
sig også og tok sin. Flere bød henne at bære gutten; men hun
svarte ikke, bare gik med ham, trøstende, gråtende uten et øje-
bliks stans mellem ordene, intil hun trådte så hun fallt, gutten
under og hun over. Hun vilde ikke ha hjælp, men kravlet op
igjæn med gutten i sine armer, gik videre og fallt igjæn.
Da så hun op mot himlen, som vilde hun spørge hvorav dette
kunde komme, hvorledes det dog var muligt?
Når jeg nu siden husker henne i hennes tro og i hennes
hjælpeløshed, så husker jeg henne således, med gutten foran sig
utstrakt i sneen, og hun over ham på knæ, med gråt og spørs-
mål op mot himlen.
Der var en som tok gutten op, og Stina hjalp fruen. Men da
gutten var kommet på en annen arm, begynte han at klage:
„Mor, mor!“ og strakte de to stive, valne hænder ut efter henne.
Hun vilde straks bære ham igjæn, men han som bar, skyndte
sig, og lot ikke som han hørte henne, skjønt hun tilsist bad så
ydmygt. De var imidlertid ikke før kommet ned på stien, før
hun ilte frem og stanste mannen, og så tok hun under mange
ømme ord gutten igjæn i sin favn. Atlung var ikke mere til at se.
Jeg lot dem gå foran mig allesammen.
Men som jeg så dem et stykke fra mig inne i snetåken der
mellem trærne, og hørte det gråte og trøste derinne .. . gled jeg
tilbake i de gamle tanker.
VII
Jeg forlot straks Skogstad uten at ta farvel med forældrene,
som var hos barnene. Jeg fik en hæst til første station mot
byen, og var snart i langsom fart på chausséen. Den sne som
var fallt, gjorde vejen tyngre æn da jeg kom. Nogen støvgran
føk om ænnu; men det lettet mere og mere, så månelyset efter-
hånden blev stærkere. Dette fallt på den snelagte skog, som her
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
