Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Et styggt barndomsminne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forhøret holdtes oppe på vort skoleværelse, min lærer var
sekretær, og jeg fik lov til at sitte og høre på. Skriveren brukte
ellers slik røst at gjænnem det åpne vindu kunde hele gården
høre; stakkaren måtte gjøre rede for hele den søndag mordet
var begåt, hvær time på dagen; han nægtet at ha dræpt henne,
nægtet med største bestemthed: „Det var ikke han som hadde
gjort det.“ I dommerens bråk var der ellers både gløgghed og
hjærtelag, han rørte Per til tårer; men tilståelse fik han ikke.
„Vi blir værende her længe, frue,“ sa dommeren til min mor,
da første dags forhør var slut. Men ut på kvællen kom Pers
søster på gården, og hun var sammen med ham hele den nat;
de hørtes hviske og gråte og aldrig slutte. Om morgenen var Per
blek og taus; for retten tok han alt på sig.
Det var gåt således til, forklarte han, at han hadde ståt i
forhold til henne, og det hadde moren hat meget imot; så en søndag
hun gik med sin salmebok i hånden til opbyggelse, møtte han
henne i skogen, de satte sig ned, og han spurte om det også var
hennes agt at opgi ham som far til det barn hun var
frugtsommelig med; det var nemlig i denne sin store nød at hun
tydde til opbyggelsen. Hun svarte at hun hadde ingen annen at
opgi. Han talte om for en skam det blev, og hvor forarget hans
mor alt nu var. Ja, det kjænte hun altfor godt til; hans mor var
jo ond mot henne; og det var underligt av Per han ikke tok
henne i forsvar; han visste jo best hvis skyll det var, det som
var hændt. Men Per slog på at hun hadde nok føjd flere æn
ham; derfor agtet han heller ikke at finne sig i at nætop han
blev opgit som barnefar. Han la an på at få henne sint; men det
lykkes ikke, hun var så snill. Så måtte han til likevel. Han hadde
en øks liggende skjult i lynget, der han sat, og nu tok han den
og klæmte til henne i hodet bakfra. Hun blev ikke sanseløs
straks, men værget sig, mens hun bad for sig. Han hadde ikke
videre rede på hvorledes det siden gik til; han var selv blet som
sanseløs. Om hele resten tok han mot den forklaring som lagdes
til rette for ham.
Søsteren væntet på gården, til han forgrått og medtat kom ut
fra forhøret; de gik atter avsides og hvisket. Jeg husker henne
ikke anderledes æn at hun lutet, og at hun gråt meget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
