Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Et styggt barndomsminne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Per og vakten og en ven, hans lærer i fængselstiden,
skolelærer Jakobsen, skulde sove nede på den faste skole som var
husmannsplass under præstegården; mat skulde bæres ned fra os
til ham og Jakobsen.
Jeg husker dem komme en formiddag i to båtlag inne fra
Molde, provsten, lensmannen, militær og den dødsdømte. Men
jeg måtte sitte på skolen, og fik ikke heller senere på dagen lov
til at gå derned.
Dette forbud gjorde det hele meget mere mystisk. Tidlig mørkt
blev det med svart sjø mot halvhvit, sommesteds barføken strand;
skyerne var revne og jagende, vi gik og frygtet uvejr. Så slog
der pipebrand op av præstegårdsbygningen, de fleste av soldaterne
kom styrtende op for at hjælpe til; den store brandstige blev
hæntet frem fra rummet under stabburet; den var usædvanlig
tung og klosset, så de hadde møje med at få den rejst, til far
brøt igjænnem, bad alle gå væk, og rejste den alene. Dette huskes
ænnu der i præstegjællet, likeså at lensmannen, en liten, spræk
fant, tok en vassbøtte i hvær hånd og gik op stigen, til han stod
på græstorvtaket. Den svarte fjorden, det urolige skydrev, truslen
av morgendagen, luen og larmen ... og så stillheden bakefter, å,
så hviskende i stuerne og ute på gården, der flere gik og så ned
til det rolige lys i den faste skole!
Der sat nu skolelærer Jakobsen med sin ven; de sang og bad
sammen, hørte jeg av dem som kom derfra. Pers familie kom
om kvællen i en båt, gik op til ham og tok avsked; han skal ha
været så frejdig i sin sikkerhed på næste dag at være hos Gud,
og skal ha formanet dem så vakkert og navnlig bedt dem hjærtelig
hilse deres mor og være god mot henne til det siste. Nogen
sa hun var med i båten, men vilde ikke gå op. Dette var ikke
så, likeså litt som nogen av dem næste dag var ved henrettelsen,
hvad også blev sagt.
Jeg vågnet om morgenen med slik beklæmmelse og angst.
Vejret var slåt om og blet godt; men det kjæntes så trykkende
likevel; ingen talte højt, og alle sa så lite som muligt. Jeg skulde
få være med og se på, skyndte mig derfor at finne min lærer,
som jeg var tilsagt ikke at forlate. Begge præster kom ut i
samarie, vi gik ned til støen og rodde den første del av vejen;
den dødsdømte og hans følge var alt tat avsted og væntet, der vi
la til, for at gå siste del av vejen frem til retterstedet, en
kilometer eller så. Henrettelsen skulde foregå ved en korsvej, og der
var bare én sådan, nemlig i Ejdsvåg, næsten en mil fra der
mordet var foregåt. Lensmannen åpnet toget, så kom soldater, så
den dødsdømte med provsten på den ene side og far på den
andre, så Jakobsen og min lærer og jeg imellem dem, så en del
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
