Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
318 MORS HÆNDER
utrykning; for at se hæstene, kanonerne, krudtkasserne slingre
efter over spejlflaten under hovslag og hingstevrinsk.
Hadde det bare været denne side av henne, — al hennes
Skjønhed, så overordentlig den var, hadde dog ikke utrettet hvad
vi nu så!
Nej, der var mere med. Hun lot sig ikke fange, fæste, stanse,
hun var som at få brænnende ild mellem hænderne; „hun var
hverken for mænn eller kvinner,“ sa somme, og det sporet dem.
I nærheden gled hun væk; bortefra var hun en meteor. Har
minnet glans, så økes det av andres gjænglans.
Dette intryk styrkedes ved enkelte ord. Hun hadde nemlig så-
danne som „gik“. Da kongen bant hennes skøjter, sa han galant:
„De har den charmanteste lilla fot, frøken.“ — „Ja, fra idag av,“
svarte hun.
En jovial artillerioberst hadde sløset bort en formue på kam-
merater, kvinner og sig selv. ,Jeg lægger mit hjærte for Deres
føtter,“ sa han. — „Gud, hvad har De så igjæn at gi bort?“ —
lo hun, og gav ham hånden til polonæsen.
Hun inklinerte for en ung løjtnant, som blev purpurrød. „De
er av dem en kunde dø for,“ hvisket han. Hun tok venlig hans
arm: „Ja, leve for mig vilde visst falle os begge kjedeligt.“
Kavaleriets faste poet, en rask ritmester, gik hun hen til for
at spise filippine med ham. „Vil De?“ spurte hun. „Der er
én ting vi vil allesammen like overfor Dem,“ svarte han; „men
vi kommer os aldrig til at si det. Hvad kan grunnen være?“ —
„Si hvad?“ spurte hun. — „Jeg ælsker Dem!“ — „—Å — ! man
vet jo jeg vilde le,“ lo hun, og bød ham den halve mandel, som
han spiste, og de var like gode venner.
Men en annen række yttringer av henne gav ænnu stærkere
respekt. Der fortaltes foran kaminen om en viss port som blev
kallt „Sanhedens port“; alle der gik gjænnem den, måtte sige
hvad de tænkte. Da brøt hun ut: „Gud, der får jeg vite hvad
jeg selv tænker!“ En tilstedeværende sa at akkurat de ord hadde
den danske biskop Monrad brukt, da han hørte om porten. „Og
ham kallte man en sfinks,“ la mannen til.
Hun sat litt, blev blekere og blekere, og rejste sig. En stund
efter fant man henne igjæn i et sideværelse, gråtende.
Ved et middagsbord sa en lærd mann: „Den der er bestemt
til noget stort, vet det fra barn av.“ — „Ja, at han er bestemt til
noget, men ikke til hvad!“ svarte hun raskt. Men herover blev
hun skamfull. Hun skulde rette på det, og sa: „Nogen vet det,
andre ikke.“ Blev så ænnu mere skamfull, og unseelsen gav
henne en uimotståelig ynde. Folk ælsker at føle store længsler
der ikke vil røbe sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
