Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Billetterne såes efter, dørene lukkedes, hun kom frem igjæn i
det nedfirte vindu. Hun holdt blomster i den ene hånd, lomme-
tørklæet i den andre; hun gråt. Hennes friske byste stod i
vinduet som i en ramme; hodet med den lyse hat og sløret
rakte sig frem av den. Hvorfor i al værden blir sådant ikke
malet?
Disciplinen forbød at nogen trængte sig frem, så længe gene-
ralen, obersten og damerne slog ring; man stod hvor man stod.
Da de nærmeste ikke talte, blev der stillt. Man så henne gråte,
så hennes bryst bevæges. Hun så dem i en tåke, og det hele
blev til pine. Kunde altsammen være ægte? Straks tørret gråten
in. En barmhjærtig sjæl nedenunder, som også kjænte pine,
spurte om de korn hjæm ænnu idag, hvortil hun begjærlig svarte
ja. Husket derved på sin mor, og gav plass for henne; men
moren vilde ikke frem. Der var ændog noget i morens øjne som
i farten gjorde ondt eller rædd, — hun glæmte det, for piping av-
skar toget fra følget; hele ringen drog sig et steg eller to bakover.
Hilsnerne gjæntoges, øktes, hennes lommetørklæ viftet, varmen i
hennes øjne kom tilbake, nu flammet de op, alt synligt av henne
kallte på dem og de på henne, de gik efter. For nu var løjtnan-
terne, alle de unge blet første mænn! Nu gav følelser av annen
art et annet utslag, de hilste, ropte, hilste igjæn, og strømmet med.
Klirringen av sabler og sporer, farverne, armsvingene, fotmyldret
gjorde henne yr. Med bysten helt fremoverbøjd slog hun ut efter
dem, som de efter henne, — men farten blev for stærk, nogen
ubesindige lyrikere løp dog med, resten stod — stod igjæn inne
i damprøken og knægget. Hennes lommetørklæ såes ænnu som
en due i en mørk sky. —
Da hun drog sig tilbake, trængte hun til nogen; men husket
morens øjne; var de ænnu de samme? Ja.
Så lot hun som hun ikke var i hete og opstyr. Hun tok hatten
av sig og la den op. Men morens øjne hadde vakt den reaktion
som lurte i henne selv. Motstridende følelser brøt op; hun vilde
dække det, hun vilde prøve at vinne sig selv igjæn, så hun lot
sig falle på bænken, bortvændt, og straks efter lå hun i hele sin
længde. Om litt hørte moren henne gråte; hun så det også på
ryggens rørelser.
Noget efter kjænte datteren morens hanskeløse hånd under sit
hode. Hun skjøt en pute in under det. Dette gjorde godt; at
føle at moren vilde hun skulde sove, — bare det gjorde godt.
Ja, hun trængte forfærdelig til søvn. Og et par minutter efter
sov hun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
