Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
334 MORS HÆNDER
„Du, mor? — Nej.“
„Jeg trodde ikke livet hadde noget at by på, eller at jeg hadde
noget at vænte efter. De fleste piker som blir 28 år, uten at der
sker noget .. ja sker noget som det er værdt at rejse sig op for,
de tror at alting er det samme. Den alder, eller årene omkring
den alder, er den farligste.“
„Hvad siger du?“
„Da gir de fleste piker op.“
Hun tok sin datters arm, som hun trykte, og så gik de.
Jeg får da tilstå dig det.“ Men derpå tidde hun.
„Hvem var det, mor?“
Hun sa det så sagte at moren ikke hørte det, men hun visste
hvad det gallt.
„Han var en du har liten agtelse for, min pike. Og med rette.“
„Onkel.....?“
„Hvordan faller du på det?“
„Jeg vet ikke.....Men var det ham?“
„Det var ham. Ja, jeg ser du forstår det ikke. Det har jeg
aldrig gjort selv heller. Tænk, din far — og ham! Og omtrent
samtidig! — Hvad synes du om mig? Men vogt dig selv, du,
min pike! —“
„Mor!“
„Nå, nå — du har en mor, det hadde ikke jeg. Og så var jeg
ved hoffet. Og i den farlige alder; jeg har sagt dig det. Da man
omtrent er blet likeglad med alt.
Jeg hadde jo også lekt den lek vi så på idag. Ikke med dine
anlæg. Ja, vænd dig bort! — Jeg hadde fåt en del væmmelse i
livet, blant andre for mig selv. Og gik der så og vraket, til det
blev sent på dagen.“
„Men — med onkel!“ brøt Magne ut igjæn.
„Vi så anderledes på ham den gang. Men jeg gidder ikke nu
rote op i det; jeg bare tilstår at det var ækkelt.
Så kan du tænke om det hvad du vil, — jeg mener om grunnen
til at det blev.“
Datteren slap hennes arm og så på moren ....
„Ja, Magne, vi handler ikke altid som vi har mål til. Jeg har
sagt dig jeg var i den farlige alder.
Så forstår du også hvad jeg følte, da jeg så din far. Ti det er
nu ikke bare småskillinger i mig heller.“
„Men de andre, mor? Hvordan klarte du fra dig de andre —
hoffet, vore slægtninger, onkel og alle hans? Det må da ha været
et opstyr og en skandale, så du måtte løfte nakke mot det?“
„Vet du, Magne — alt det skal vi la ligge til senere. Der var
slet ingen „andre“! — Nogen fiskere hadde set os, og de hadde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
