Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
336 MORS HÆNDER
„Du visste ikke noget om dette den gang, du, mor? Ikke før
senere?“
„Nej, hadde jeg visst det, så hadde jeg, tror jeg, gåt like mot
ham, tat ham i hånd og hilst hjærtelig på ham, første gang jeg
så ham.“
Jeg også, mor!“
„Efter samlivet med ham har jeg tænkt så meget. Vet du jeg
tror at genier har dette troskyldige og ubændige. Det kommer
derfor så altfor meget an på folk og forhold hvordan det går dem.
Men fremfor alt på om de får en kvinnes hjælp. Som hjælpen
er, så går det.
Karl Mander var blet en enetaler; han trivdes best mellem
bønder; de forstyrret ham minst. Bøkerne og tænkningen og
jordbruket og badene — og så en gang imellem en orgie, en tale,
helst begge like efter hværandre — det var hans liv til da
„Men han drak ikke, mor? Det var ham ikke noget behov at
drikke? Var det?“
„Ikke mere æn det er dig og mig! Det var alene et utbrudd
av livsfryd, av sammenklæmt savn. Således den siste gang ... “
„Ja, den —! Gud, hvorfor var ikke du der —?“
„Da var du jo kommet til, barn, jeg kunde ikke. Jeg hadde
dig ved brystet. Det hele vilde ha gåt bra, hvis ikke en mann
efter møtet ved fællesspisningen hadde været så uforsigtig at ut-
bringe min skål! Da slap han sig løs! Der var æmnernes æmne,
og det hadde han ænnu ikke fåt talt ut om med nogen! Det skal
ha været som at tænde den største glædesild, han holdt taler for
minst tyve egenskaper ved mig og ved ægteskapet og faderglæden,
han
Hun kunde ikke mere. Hun satte sig ned, og datteren hos
henne. De gråt begge. Elvesusen strøk over dem med hård
hånd; men trøstet på sin vis. Det nytter ikke alt det vi gråter.
Den går som den går, og den stanser ikke, den strænge gang
mot havet.
Gjænnem naturtalen hvisket minnet om hans sørgelige ænde-
ligt. Det fortalte sig selv dystert i dem begge at han efter mål-
tidet vilde svale sig i et bad, at alle frarådet det — at det nyttet
ikke — at han hoppet ut fra den største højde, gjorde længere og
længere tak utover, som vilde han hjæm med det samme, fik
krampe og sank.....
„Mor___jeg har ænnu til gode at høre som I levde sam-
men?“ Atter om en stund: „Mor, du må gi mig det også! Du
har jo nok fortalt det, ja fortalt så uhyre meget om det. Men
ikke det jeg nu vil vite! Kjærligheden, mor, hengivelsen mellem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
