Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
344 ÉN DAG
straks blir her livligt; det har sporten gjort; den har skapt større
fortrolighed mellem kjønnene. Liten som Ella var, kom hun bort
i mængden, og så ikke Aksel Årø før hun hørte flere hviske:
„Der er han!“ og en lægge til: „Han kommer hit til os!“ Det
var fru Holmbo han søkte og hilste på; men like bak denne stod
Ella. Da hun følte hun var opdaget, blev knoppen ænnu rødere
æn dækbladene. Straks gik han fra fru Holmbo. „Godaften!“ sa
han helt sagte, og gav hånden ut, som hun tok mot uten at se op.
„Godaften!“ sa han en gang til, æn sagtere og mere nær. Hun
kjænte et svakt tryk, og måtte løfte øjnene; det skedde med et
unseligt bud fra troskyll og frygt, det hastet forbi dem alle, op-
lyste intet og forarget ingen. Han så ned på henne, mens han
strøk sit skjæg; men enten han nu intet hadde at sige (han var
jo ordknap) eller han ikke kunde sige hvad han vilde — blev
alle tause med ham. Med det ham egne læmpelige lag vændte
han sig og gik, fangedes op av kammerater, og senere så hun
ham bare av og til, og altid på avstand; han danset ikke.
Men det gjorde hun; alle var jo enige i at hun var „søt“ (det
sagdes med respekt) og så var der den kvæll et nydeligt skjær
over henne av glæden. Hvor Aksel Årø stod i salen, følte hun
ham, og hadde sin stille jubel av at svinge forbi. Hans øjne møtte
henne, og fulgte henne; hans nærvær gjorde at hun fant alle og
alting strålende.
Lænet mot dørkarmen såes en svær staut kar danne tilsyns-
komité. Han kunde være mellem tredive og fyrti år, nærmere de
siste; et stormfaret åsyn, bredt skåret, men kjækt; sort hår, brun-
grønne øjne, skikkelsen noget av en kjæmpes. Han var kjænt av
alle i salen, Hjalmar Olsen, den djærve fører av landets største
dampskib. Han mønstret alle der danset forbi, men fant at den
lille i rød kjole vant prisen; henne var det mest moro at se på.
Både var hun ypperlig skapt, og hennes frejdige lyksalighed hop-
pet over i ham selv. Da Aksel Årø rykket nærmere, fik Hjalmar
Olsen også hvær gang litt av den forælskelse som da strålte ut
av øjnene på henne. Hvær eneste dans var hun med. Hjalmar
Olsen var høj nok til at få glimt av henne salen rundt. Også hun
la mærke til ham; han blev snart som et fyrtårn på hennes sejlas.
Men et fyrtårn som hadde hjærte for skibene, — således følte han
nu at hun var i fare derinne ved Peter Klaussons vest. Han
kjænte Peter Klausson.
Hennes bitte små føtter trippet vals, hennes flætte hoppet pol-
ket, føtterne tre fjærdedels, Hætten fire fjærdedels. Men Peter
Klausson trykket henne for tæt in til sin vest!
Derfor fant han henne op, straks valsen hadde slut; men det
var ikke så let at akkordere sig en dans til; først næste vals var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
