Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
354 ÉN DAG
men mest hennes rastløse arbejde og alles agtelse. Efter fem års
giftermål syntes hun like nydelig som den gang, syntes også like
frimodig og kvik; hun var så vant til at gjæmme sig.
Da var hennes gutter den ene fire, den andre tre år, og de
fantes Sjælden andre steder æn ute på torvet — i snehaugerne om
vinteren, i sandhaugerne om sommeren. Eller på landet hos
tanten, deres „bestemor“.
Næst efter at stelle med gutterne var blomsterne hennes kjæ-
reste. Hun hadde en mængde av dem, som gjorde huset mindre
æn det i grunnen var. Gutterne kunde hun leke sig med; men
blomsterne kunde hun tænke sammen med. Når hun gav blom-
sterne vand, følte hun stærkest som hun selv pintes. Når hun
tørret deres blad, længtes hun efter gode ord, snille øjne. Når
hun fjærnet tørre kvister, unødige skudd, når hun byttet deres
jord, gråt det ofte i henne av savn, vældet det op i henne fra det
som ingenting fik.
Fem år altså var gåt, — da en dag det rygte for gjænnem al by,
at Aksel Årø var blet en rik mann; hans gamle ven var død, og
hadde efterlatt ham en stor livrente! Snart fortaltes også at Aksel
Årø for annen gang hadde gåt igjænnem kuren mot drankersyken;
den første hadde ikke været heldig; men nu var han helbredet.
Man kunde se som Aksel Årø var avholdt; for der var næppe
nogen det ikke glædet.
Onsdagen den 16de Mars 1892, klokken fire eftermiddag, sat
hun med et arbejde mellem sine blomster, da hun måtte se op
mot hotellet. I annen etages hjørnevindu stod han som hun
tænkte på; han stod og så ned på henne.
Hun rejste sig, og han hilste to ganger. Hun stod ænnu, da
han kom over gaten i mørk skinnhue, sort silkevest med det
lange blonde skjæg utover, ansigtet noget blekt, men øjet lysere
av uttryk. Han banket på; hun kunde ikke få et ord frem, ikke
røre sig. Men da han åpnet døren og stod i stuen, sank hun ned
på stolen og gråt.
Han kom langsomt frem mot henne, tok en stol og satte sig
overfor henne. „De må ikke forskrækkes ved at jeg kommer så
like til. Det var for morsomt at se Dem igjæn.“ Nej, som det
lød i dette hus, disse få dæmpede ord, hensynsfulle, fortrolige.
Tonefallet var blet fremmed, men røsten, røsten! Og at han ikke
mistydet hennes svakhed, men hjalp henne over! Hun blev efter-
hånden sig selv fra gamle dager, tillidsfull, glad, unselig. „Det var
så underlig uvæntet,“ sa hun.
Han la ærbødig til: „Det som i mellemtiden er hændt, stormer
da in på en ..... “
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
