Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ÉN DAG 359
Straks efter kom han over. „De er nok rent alene?“ han gik
fremover til henne. — „Ja;“ — hun stelte med blomsterne og
så ikke op, for hun skalv. „Er her fødselsdag i huset?“ — „De
mener for blomsternes skyll —?“ — „Ja. Det var da dejlige roser!
Og de der i glasset? Løvetann!“ — „De første i år.“ Han så
ikke på dem. Han stod og famlet, som betænkte han sig på
noget. „Får jeg lov at synge for Dem?“ sa han ændelig. — „Ja,
kjære —!“ hun forlot blomsterne for at åpne pianoet og skrue
stolen ned — og drog sig beskedent tilbake. Efter et længere og
dæmpet forspill begynte han på „Solfallssangen“ av Ole Olsen,
helt stille, ja som han hadde talt og været, siden han kom in.
Ingensinne hadde han sunget skjønnere; hans sangkunst var blet
så meget større. Men i røsten var samme, nej ænnu trøstesløsere
smærte æn den hun hadde hørt første gang. „Sorg, sorg — å,
jeg er fortapt!“ — hun hørte det igjæn så grangivelig. Da han
sluttet første vers, sat hun foroverbøjd og gråt; hun hadde ikke
engang forsøkt at lægge bånd på sig. Det hørte han og vændte
sig; — litt efter følte hun ham røre ved flætten, ja syntes han
kysste den; han hadde i alle fall bøjd sig helt ned over henne;
for hun mærket hans ånde. Men hun løftet ikke hodet; hun
turde ikke.
Han gik bortover gulvet. Kom igjæn, gik atter bortover. Da
stillnet det i henne, hun sat urørlig og væntet.
„Skal jeg få lov at kjøre Dem en tur idag?“ hørte hun. Hele
dagen hadde hun visst de skulde kjøre sammen, så hun blev ikke
forundret. Likesom det nu var gåt i opfyldelse, kom det andre.
Altsammen. Hun så op gjænnem sine tårer og smilte. Han
smilte også: „Jeg går efter hæsten.“ Og da hun intet svarte,
gjorde han det.
Atter bort til blomsterne. Hun hadde altså ikke fåt gi ham
dem. De par stykker løvetann vilde hun kaste væk. Som hun
løftet dem op av glasset, fallt de ord henne in: „Der har De
noget reelt, der.“ Ordene var så visst ikke sagt om løvetannen;
men de hadde mældt sig ofte siden; det var ikke underligt de
mældte sig nu. Hun lot løvetannen stå.
Årø blev længe borte, mer æn en time. Men da han kom, var
han stort oprømt. Han sat bak på en flot dameslæde i den ele-
gante skinnbesætning fra igår, den kostbareste hun hadde set,
hilste in med pisken, talte og lo med både barn og voksne, som
samlet sig om ham, mens hun fik på yttertøjet. Det var snart
gjort; hun hadde ikke meget, trængte det heller ikke.
Han rejste sig straks, hilste, tok mot henne, pakket henne in,
og satte avsted i trav. Under det bøjde han sig ned og hvisket:
„Som De var snill, der vilde ta med!“ Hans røst var så varm,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
